Den 31. august 2019 afholder Thurø Sejlklub for 49. gang den traditionsrige kapsejlads Øhavet Rundt. Sejladsen starter som sædvanligt fra Gambøt på Thurø, og der sejles en utrolig smuk og udfordrende sejlads rundt i det sydfynske øhav. Allerede fredag aften den 30. august er der grill middag til yderst fornuftig pris og musik i teltet i Gambøt på Thurø, og lørdag morgen er der gratis kaffe og rundstykker inden skippermøde og starten på kapsejladsen. Alle både sejler den samme distance på 38 sømil.
Der bliver flere løb for DH kølbåde, flerskrogsbåde, turløb og double handed. Single handed sejlere er også velkomne til at benytte Øhavet Rundt som opvarmning til årets Silverudder, som afholdes kun tre uger senere i Svendborg. Singlehanded sejlere vil skulle sejle efter søvejsreglerne, og der opfordres til at bådene forsynes med det samme sikkerhedsudstyr som til Silverrudder.
Mulighed for isætning af trailerbåde
Vi opfordrer klassebåde til at komme og dyste mod hinanden, og opretter eget løb og præmie ved mindst tre ens både. Og med klubbens nye 2,5 ton mastekran, som kan bruges til isætning af både, er det nu muligt meget nemt at komme på trailer til sejladsen.
I det smukke Sydfynske Øhav
Sejladsen foregår som navnet antyder i det smukke Sydfynske Øhav, hvor der altid er noget flot at se på.
Det forventes, at alle både er hjemme igen sidst på eftermiddagen eller først på aftenen. Der er præmieuddeling, når alle både er i mål eller senest kl. 22, hvor sejladsen afsluttes.
Der vil være gratis varm suppe til alle deltagerne efter sejladsen.
Sidste rettidige tilmelding er søndag den 26. august 2019.Tilmelding kan ske via www.thuroesejlklub.dk, hvor man også kan se de tilmeldte både.
Ø-havet rundt, hører nok til blandt landets smukkeste kapsejladser - rundt i det sydfynske ø-hav.