Årets Kieler-uge er i gang, nok et af verdens største stævne med 4.000 sejlere (!) fra 50 nationer. Et kæmpe arrangement over to uger, hvor OL klasserne dyster i ’uge to’. Her i første uge har OK-jolle-sejlerne sat hinanden i stævne for at afgøre årets EM.
Næsten 20 % danskere
91 deltagere dyster om EM, og heraf har hele 17 danske både valgt at stille til start – næsten 20% af feltet fra Danmark, blandt disse en af favoritterne til titlen, tidligere europamester, Bo Petersen.
Det blev dog ikke lige Bo’s lørdag! Dagens første sejlads blev startet under sort flag, og her var Bo Petersen en smule for ivrig – fremme med snuden, og en BFD (Black flag, red) diskvalifikation til følge. Bo Petersen fik dog hurtigt rettet op på den ’disk’ og viste med en tredje i dagens anden sejlads at han vil lege med om titlen.
Regerende verdensmester i front
Bedste dansker efter de to første sejladser finder vi på femtepladsen, hvor Mads Bendix med 12 point er kommet rigtig flot fra start, men dog allerede seks point op til den regerende verdensmester svenske Frederik Lööf, som nok må betragtes som den helt store favorit til titlen.
I vores trykte udgave har vi tidligere bragt et stort portræt af Frederik Löof. Er du abonnent, så logger du blot ind her og læser magasin-artiklen her.
EM for OK fortsætter frem til og med tirsdag.
Se highlights fra dag 1 i forholdsvis svag vind her:
Top 10 efter to sejladser:
1 SWE 69 Fredrik LÖÖF 6
2 GER 18 Jan KURFELD 10
3 NZL 595 Greg WILCOX 10
4 GER 2 Gunter ARNDT 11
5 DEN 1528 Mads BENDIX 12
6 GER 77 Sönke BEHRENS 13
7 NED 680 Stefan de VRIES 17
8 DEN 1450 Anders ANDERSEN 30
9 GER 773 Ralf MACKMANN 32
10 NOR 428 Lars JOHAN BRODKORB 35