Struer Sejlklub arrangerer igen ’100 mil i Fjorden’ for singlehand- og doublehandsejlere. Sejladsen starter og slutter i Struer d. 21. – 22. juni 2019.
I 2018 lavede Struer Sejlklub et samarbejde med ’100 mil i Fjorden’, og skabte en sejlads i den vestlige del af Limfjorden i samme navn. Det blev en stor succes, og nu arrangerer sejlklubben endnu engang den populære sejllads.
Der konkurreres i både single- og doublehanded sejlads, og der er allerede nu tilmeldt 18 både til start d. 21. – 22. juni 2019. Der er nogle gengangere fra forrige år, men der er også kommet nye ansigter til, som vil tage kampen op mod den vestlige Limfjord.
Der konkurreres naturligvis om at komme først, men da der hverken sejles med målerbrev eller handicap, anses arrangementet ligeså meget som et socialt samlingspunkt for ligesindede. Der er dog utrolig god sponsortilslutning til arrangementet, og der vil derfor være mange gode præmier til de vindende deltagere. Der er stadig åben for tilmelding – prisen er 600 kr. pr. besætningsmedlem.
Sejladsen har igen i år udgangspunkt i en rute med start/mål i Struer. Herfra tager ruten dig blandt andet forbi Venøsund, Grisetå Odde, Jegind tap, Sallingsundbroen, Glyngøre, Ejerslev Røn (nordligste punkt på ruten), Løgstør anduvning, Rønbjerg hage, Rotholm, Fur (havn), Kaas og Handbjerg Marina.
Hele ruten og yderligere informationer kan findes på sejladsens hjemmeside.
Hver bådbesætning kan i øvrigt få adgang til kurbadet, som er placeret tæt på havnen, til halv pris om lørdagen og søndagen efter sejladsen, hvis det ønskes. Derudover kan bådene ligge gratis ubemandede i ugen op til stævnet, og efter stævnet til en rabatpris i henhold til havnens hjemmeside.
100 mil i Fjorden 2019, program:
Torsdag den 20. juni 2019
- Kl. 16.00 – 21.00 Bureau er åbent for registrering og kontrol
- Kl. 18.30 – 21.00 Aftensmad for officials, tilmeldte deltagere og gæster.
Fredag den 21. juni 2019
- Kl. 08.00 – 10.00 Morgenmad for alle deltagere og hjælpere
- Kl. 08.00 – 12.30 Bureau er åbent for registrering og kontrol
- Kl. 10.00 Officiel åbning af stævnet v/ Stævneleder Otto G. Jensen
- Kl. 10.00 – 10.30 Skippermøde og orientering fra stævneudvalget til alle sejlere
- Kl. 11.00 – 13.00 Frokost for deltagere og evt. gæster
- Kl. 12.55 Varselssignal for dagens første sejlads
- Kl. 13.00 1. Start
- Kl. 13.30 2. start
- Kl. 14.00 3. start
- Kl. 14.30 4. start
- Kl. 15.00 5. start
Lørdag den 22. juni 2019 - Hele dagen til 18.00 er bureauet er åbent
- Kl. 08.00 – 10.00 Moleøl og kaffe med sandwich efter målgang i klubhuset
- Kl. 18.00 Festmiddag for officials, tilmeldte deltagere og gæster.
- Præmieoverrækkelse og afslutning af stævnet
- Kl. 23.59 Sejladsen skydes af