Før de sidste tre sejladser er Lin Ea Cenholt og Christian Peter Lübeck på en samlet andenplads ved Nacra 17-klassens EM.
Lin Ea Cenholt og Christian Peter Lübeck har chancen for at hente dansk sejlsports første guldmedalje ved et mesterskabsstævne i den olympiske Nacra 17.
Efter 15 sejladser ved EM i sydengelske Weymouth, værtsby for OL-sejladserne i 2012, er Cenholt og Lübeck på en samlet andenplads – lige i hælene på de italienske verdens- og europamestre fra 2018, Tita og Banti.
"Vi er stolte af, hvordan vi har sejlet indtil nu – med en rimelig stabil serie," sagde Lin Ea Cenholt efter fredagens tre sejladser, der begyndte perfekt for danskerne med suveræn sejr i første sejlads, hvilket sendte dem op i samlet EM-føring for en stund.
I anden sejlads kom Lin og C.P. mindre godt fra start og måtte tage til takke med en 14. plads, deres hidtil klart svageste placering ved EM. I tredje sejlads krydsede de stregen på en ottendeplads.
"Vi er godt tilfredse. Det var en svær dag, hvor mange (teams, red.) lavede mange point," sagde Cenholt om sejladserne, der blev afviklet i relativt lette og udfordrende vindforhold, hvilket betød én eller flere tunge placeringer (mange point) for de fleste topbesætninger.
Der resterer nu blot to fleetsejladser plus det afsluttende Medal Race, før 2019-europamestrene kan kåres søndag.
Danskere hænger efter i 49er-klasser
Også 49er og 49erFX sejler EM i Weymouth. I FX-klassen er Ida Marie Baad og Marie Thusgaard bedst placerede danskerbåd på en syvendeplads, mens Anne-Julie Foght Schütt og Iben Nielsby ligger på niendepladsen – med tre sejladser tilbage.Meget skal lykkes, hvis danskerne skal nå med i medaljekampen til sidst.
I mændenes 49er er Mads Emil Lübeck og Nikolaj Buhl på en 14. plads, mens Jonas Warrer og Jakob Precht Jensen følger lige efter på 15. pladsen.
Kilde: Pressemeddelelse, Dansk Sejlunion