Aarhus Sejlklub inviterer bådklasserne Albin Express og Spækhuggere til at dyste om Danmarksmesterskabet på Aarhusbugten.
DM finder sted fra torsdag den 22. til lørdag den 24. august for Spækhuggere, og for Albin Express fra fredag den 23. til lørdag den 24. august.
Aarhus Internationale Sejlsportscenter bliver det centrale omdrejningspunkt for stævnet. De gode faciliteter ved Sejlsportscentret, gør det muligt at afvikle stævnet – så alt er meget tæt på sejlerne. Bådene kommer til at ligge samlet ved ”Bryggen”, hvor der efter dagens sejladser bliver god mulighed for at få en snak over en moleøl, om ”hvorfor man ikke lige vandt sejladsen”.
Albin Express fejrer i år 40-års fødselsdag
I alle årene er der blevet sejlet kapsejlads i Express-klassen på højt niveau specielt i Sverige, men i de senere år har klassen også udviklet sig i Danmark, og specielt i Aarhusområdet, hvor der nu er 8 – 10 både hjemmehørende.
Spækhuggerklassen, som til næste år bliver 50 år, er nu den største bådklasse i Aarhus Lystbådehavn. Rigtig mange unge mennesker, har kastet sig over Spækhuggeren, og mange ældre både er blevet renoveret, så de i dag fremstår som nye. Vi håber, de mange nye unge sejlere, vil kaste sig ud i at deltage i DM, og opleve glæden ved at sejle kapsejlads.
Aarhus Sejlklub regner med, at der deltager ca. 25 både i hver klasse.