Igen i år arrangerer Kaløvig Bådelaug deres natkapsejlads ’De 2 Øer’, En distancekapsejlads fra Kaløvig, hvor Hjelm og Tunø skal rundes.
Jens Villumsen, stævnearrangør fra Kaløvig Bådelaug, kalder sejladsen for Danmarks smukkeste midsommersejlads, og det er næppe helt løgn, da turen rundt om Hjelm og Tunø er en meget smuk tur.
Ydermere sejles ’De 2 Øer’ ved midsommer, den 21. - 22. juni, og ifølge almanakken er månen næsten fuld (84%) natten mellem d. 21. og 22. juni 2019. Solen går ned kl. 22:11 og står op igen kl. 04:30. Månen står op kl. 00:26 og går ned igen kl. 08:27, så det når stort set ikke at blive rigtig mørkt.
Kapsejlads for alle
’De 2 Øer’ er for alle, Singlehand, doublehanded, multihanded – alle er velkomne. Sejladsen er åben for alle sejlbåde, uanset om de har målebrev eller ej, og efter mørkets frembrud erstattes kapsejladsreglerne af de internationale søvejsregler. Første båd vil blive startet fredag, d. 21.6. kl. 19:00.
Der er kapsejlads natten igennem med start i Kaløvig om aftenen, hvorfra der sejles rundt Hjelm og Tunø eller Tunø/Hjelm efter eget valg. Omsejlingsretningen er valgfri. Banelængden er fastsat til 61,2 sm, uanset omsejlingsretning.
Singlehandsejlere kappes om Single Hand-trofæet, som er evigt vandrende, og uddeles til den første Single Hand-sejler, der passerer mållinjen ved Kaløvig Bådelaugs distancesejlads – ’De 2 Øer’.
Der sluttes af med lidt morgenmad i Kaløvig. Det er et åbent arrangement, hvor alle er velkomne, og målerbrev er ikke nødvendig.
Pris: Startgebyret er 80,- kr. pr. person om bord (altså inkl. skipper), og deltagere ligger gratis i havnen fra lørdag d. 22.6. til søndag d. 23.6.
Lørdag aften kl. 17.00 er der grillarrangement i Kaløvigs hyggelige grillhytter. Der kan bestilles grillbakker bestående af kød, brød og salat, til kr. 100 pr. pers. Det vil blive muligt at købe øl, vand og vin til rimelige priser.
Tilmelding til arrangementet er påkrævet og foregår på tilmeldingsblanketten, som du kan finde her.