En tredjeplads i lørdagens Medal Race var nok til at fastholde forspringet på fire point, som Anne-Marie Rindom til OL havde med sig fra de indledende sejladser og ind til finalesejladsen.
'Det betyder meget for mig (at vinde stævnet for andet år i træk, red.), jeg føler det som om Palma er mit andet hjem,' udtaler den 27-årige Horsens-Radial-sejler til Sejlerlandsholdets Facebook side.
Det var andet år i træk, at Rindom sejrer ved Trofeo Princesa Socia Cup - og det var hendes ottende internationale guldmedalje ved topevents, en ganske imponerende indsats.
Bronze til Lærke
Der skal også lyde et stort tillykke til den danske RS:X-surfer Lærke Buhl-Hansen med karrierens hidtil bedste resultat. Lærke vinder bronze på Mallorca, og det er Lærkes første medalje ved en international topevent.
I lørdagens Medal Race sluttede Lærke på fjerdepladsen - rigeligt til at sikre bronzemedaljen, med hele 16 point foran nærmeste forfølger. Sportschef Thomas Jacobsen fulgte Medal Race: 'Fantastisk resultat af Lærke. Jeg er imponeret over, hvordan hun igen og igen lægger en klar strategi og går ud og følger den uden at afvige og uden at tvivle. Hun har god fart, hun træffer de rigtige valg, og hun sejler sikkert. Det er tydeligt, at hun har udviklet sine strategiske færdigheder - det får hun belønningen for nu,'
To medaljer med hjem fra ferienøen er vist mere end godkendt.