Det kan være en jungle at finde rundt i alverdens kapsejladser, selv herhjemme i lille Danmark. Det tager KDY nu konsekvensen af, og lancerer et website udelukkende med klubbens sejladser. På den måde får den enkelte skipper og alle sejlerne mulighed for at danne sig et bedre overblik, samt ikke mindst en lettere adgang til at melde sig til klubbens kapsejladser - www.kdykapsejlads.dk - nemt og bekvemt.
På det nye website kan du meget hurtigt danne dig et overblik over sejladser og datoer. Klubbens kapsejladsudvalg vil løbende holde sitet opdateret, og fylde den nødvendige information i form af NOR (Notice of Race, red.) - tilmeldingsskemaer og sejlads-instruktioner op på de respektive kapsejladser.
Klassiker flytter i kalenderen
I KDY glæder de sig naturligvis til at se en masse glade sejlere til de mange sejladser i klubbens regi. Det er (heldigvis) en lang sæson vi har foran os, og det går meget snart løs med den traditionsrige aftenmatch i Rungsted, som kapsejladsudvalget godt kan love vil få en række ændringer, som vil gøre at endnu flere sejlere kan komme på vandet tirsdag og nyde noget sejlads rundt om bøjerne.
Tidspunktet for Pantaenius Cup er rykket i kalenderen, og her i 2019 vil denne klassiker igen være at finde i slutningen af september, som sammen med Stelton Cup i weekenden efter, markerer afslutningen på en forhåbentlig lang og god kapsejladssæson. Pantaenius ligger således nu i weekenden 28. – 29. september – og NOR samt tilmeldingslink ligger allerede nu klar på kdykapsejlads.dk.
Kalenderen er også spækket med stævner for specielt sportsbådene J70 og J80, og så byder planlægningen også på en ændring.