En idé er nu blevet til en tradition, og den 8. udgave af Nord Stream Race sejles fra 23. juni til 5. juli 2019. Kapsejladsen, med mottoet "Connecting Baltics through Sport", starter i Kiel og slutter mere end 1.000 sømil senere i Skt. Petersborg, Rusland, efter besøg i København, Stockholm og Helsinki.
På startlinjen finder man vinderne fra hver af de nationale sejlsportsligaer i de fem baltiske lande, som skal dyste over 1.000 sømil i de store 50 fods både. Holdene, der skal sejle er således fra Tyskland, Danmark, Sverige, Finland og Rusland, og det var de samme hold som var med de forrige år. Vinderholdene fra de respektive klubber kan rekruttere – og det behøver ikke være de samme der stod på podiet i ligaen, som sejler Nord Stream Race 2019.
Datoer og hold annonceres for Nord Stream Race 2019
"Vi er glade for at se, at Nord Stream Race er blevet en veletableret begivenhed i Østersøen," lyder det fra præsidenten for Saint Petersburg Yacht Club, Vladimir Liubomirov.
"Ved at forbinde fem lande med en kapsejlads og et trofæ, når vi ud til lokalsamfundene, og skaber en større forbindelse mellem de deltagende lande. Det er den vej, vi skal fortsætte med at følge. Samarbejdet med de nationale Sejlsportsligaer giver Nord Stream Race en integreret tilgang, der spænder over hele året."
Nyt dansk hold på banen
I år var det som bekendt Kongelig Dansk Yachtclub der vandt i Sejlsportsligaen, og som dermed vinder en plads i Nord Stream Race. De seneste år har det været Frederikshavn SEAHAWKS der har været ude at sejle i de store både. Udover at kunne sende et hold til Nord Stream Race, er KDY også værter d. 24.-25. juni, når alle bådene har et stop-over i København, nærmere bestemt Ofelia plads. Sidste år kunne man komme om bord på bådene og se nærmere på dem, mens de lå i havn.
Se videoen fra Aarhus, hvor KDY SHARKS tager sejren over de tidligere vindere, Frederikshavn SEAHAWKS her.
De fem klubber, der har kvalificeret sig til Nord Stream Race 2019 er:
- Norddeutscher Regatta Verein, Tyskland
- Kongelig Dansk Yachtklub, Danmark
- Kungliga Svenska Segelsällskapet, Sverige
- Åländska Segelsällskapet, Finland
- Leviathan Sailing Team, Rusland
I 2018 var Nord Stream Race en del af den store sejlerbegivenhed, Kieler Woche, hvorfra sejlerne blev sendt af sted mod København. De forventes, at det også bliver sådan i år.
Planen for Nord Stream Race 2019 er:
Kiel: 21. juni til 23. juni
København: 24. juni til 25. juni
Stockholm: 28. juni til 30. juni
Helsinki: 1. juli til 3. juli
St. Petersborg: 4. juli til 5. juli
Siden starten i 2012 er Nord Stream Race organiseret af Saint Petersburg Yacht Club med støtte fra Gazprom og Nord Stream AG. Løbet er 1.000 sømil langt og løber langs Nord Stream pipeline-ruten.
Se video fra Nord Stream Race 2018 herunder.
Læs mere om Nord Stream Race her.