Efter en blæsende omgang ved Kap Horn, har Jean-Luc Van den Heede passeret og er på vej nordpå mod Europa. Han sejler stadig med nødrig.
Den franske sejler, 73-årige Jean-Luc Van den Heede i sin Rustler 36 ’Matmut’ holder føringen i Golden Globe Race. Han passerede Kap Horn d. 23. november, og er nu på vej mod Europa op langs den sydamerikanske kyst. Han er godt og vel tre måneder foran Sir Robin Knox Johnstons position i 1968/1968, hvor Knox Johnston vandt den originale kapsejlads.
Jean-Luc Van den Heede ødelagde masten d. 6. november, men har rigget en nødmast til, der tilsyneladende kan holde ham sejlende frem til mållinjen ved Les Sables d’Olonne i Frankrig.
Vejret omkring Kap Horn har været og er stadig præget af storme, der vil komme til at genere de øvrige syv sejlere, der er tilbage.
Gammel solid båd
41-årige Mark Slats fra Holland ligger 1350 sømil bag Jean-Luc Van den Heede, og har kurs mod Kap Horn. Han har god fart, og har ikke lidt havari på sin båd. Det er lidt interessant, at de fire førende både alle er Rustler 36, en solid, langkølet, engelsk båd fra Rustlerværftet i Falmouth. Båden blev konstrueret i starten af 1980erne.
Fra Mark Slats er der et godt stykke ned til de tre næste både, der ligger rimelig tæt. Estiske Uku Randmaa holder god fart, men båden er godt begroet. Han forsøgte at fjerne det, men blev generet af hajer, så der er stadig en del begroning der sinker ham.
Bare 300 sømil efter Uku Randmaa ligger den 29-årige britiske sejler Susie Goodall. Hun har hentet godt ind på esteren, men fik også fjernet begroning i Hobarth. Hun sejler sikkert og tager ingen chancer. Mit gæt er, at hun holder ved, og sker der ikke havari, skal hun nok komme helskindet til Les Sables d’Olonne.
Et stykke bag Susie Goodall, omtrent 400 sømil, ligger amerikanske Istvan Kopar, der også ser ud til at holde en god fart. De tre sidste både med finske Tapio Lehtinen i spidsen, er sakket et godt stykke agterud. Lehtinen ligger ved Tasmanien, og Mark Sinclair fra Australien og russiske Igor Zaretski er ikke kommet længere end til Australien. Det bliver en lang tur ...
Vejrudsigten for området fra Tasmanien til Kap Horn er stadig blæsende og ustabilt, og det ser ud til, at når vi kommer frem til december får den yderligere et nøk ved Kap Horn.