Stormen har ramt! Som forventet er vejrforholdene i Biscaya-bugten og længere syd på blevet så hårde, at selv mange af verdens mest erfarne offshore-sejlere nu søger nødhavn. To både har allerede mistet riggen –Sam Goodchild, Narcos Mexico (fra en tredjeplads i Class 40-feltet, red.), og Isabelle Joschke, MONIN (placeret længere tilbage i IMOCA-feltet, red.). Begge er i sikkerhed i sine både, og der er ingen alvorlig personskade.
Nødhavn for trimaraner
Et blik på trackingen viser det ret tydeligt: De mest hardcore sejlere står stormen igennem til havs, mens rigtig mange deltagere søger mod nærmeste havn, for at vente i læ til det værste vejr er forbi. Det gælder også førende Multi 50-sejler Lalou Roucayrol i Arkema. Han søgte ind til Porto i Portugal i nat med sin trimaran, og rapporterede om vindstød på 60 knob, og fem meter høje bølger. Alle deltagere er opmærksomme på at det handler mere om at komme igennem stormen med en båd der kan sejle videre, end om hvor hurtigt de kan sejle lige nu.
Thomsons guldæg
I IMOCA-klassen ser det ud til at Alex Thomson har begået en genistreg ved at søge nord for skibsepareringen kort efter start. Det var en svær og lidt farlig manøvre, men nu er han i en meget favorabel position, også til at takle det kommende døgns fortsatte stormvejr. Mod sydvest ligger et par franske konkurrenter godt an, men de får det sværere end Thomson, når næste front rammer feltet.
Gabart i snæver føring
Ultim-bådene, de store foilende trimaraner på 100 fod, er nået så langt sydpå allerede, at de slipper for det værste vejr. Francois Gabart tordner stadig mod syd som den første, men han har ikke været i stand til at slippe af med sine to hårdeste konkurrenter, den ældre sejlerlegende Francois Joyon i IDEC, og Armel Le Cleac’h i Banque Populaire. Mens dette skrives, er dog Banque Populaire uden positions-data, og IDEC sejler en underlig nordvestlig kurs, med markant lavere fart end forventet. Det er uvist hvad det skyldes.
Banque Populaire IX, mens den stadig var sejlende - nu væltet lige nord for Madeira. Armel Le Cléac'h skulle være ok og om bord på/inde i båden.
Opdateret kl. 16.10:
Banque Populaire er væltet
Den franske superstar Armel Le Cléac'h er ved 11-tiden tirsdag gået rundt med sin maxi trimaran Banque Populaire IX. Det skete 340 sømil nordøst for Azorerne. Han er tilsyneladende i sikkerhed inde i båden, og har været i kontakt med Race Office. Bagbord sideskrog ser ud til at være knækket, hvorefter båden væltede.
Det blæste 30-35 knob i området, med en bølgehøjde på fem meter. Det betyder at vindstød har været langt stærkere, og enkelte bølger langt højere. En redningsoperation er i gang med at blive planlagt.
Dette er den mest alvorlige hændelse i Route de Rhum historie. Tre af de seks Ultime Class trimaraner er nu ude af racet.
Francois Gabart (Macif) fører snævert foran Francis Joyon (IDEC), med Romain Pilliard (Remade-Use It Again) mere end 500 sømil bagud.