Årets sidste kapsejlads i CB66-klassen blev afholdt af Hellerup Sejlklub. Det var både Nordisk Mesterskab og sidste etape i ‘Nordic Sailing League, der skulle afgøres. Samtidig blev der også sejlet DS-DM i 606-klassen.
To klasser på én bane
CB66 og 606-klasserne er meget ens og dog meget forskellige. Ens, da bådene er henholdsvis 6.06 og 6.60 meter lange og sejles af 2-3 mands besætning i hængestropper.
Forskellige, da CB66-sejladserne er 20 actionfyldte minutter, mens 606 sejler klassiske 45 minutters sejladser.
Derfor havde baneleder Henrik ‘Hønse’ Poulsen til stævnet udtænkt et ganske avanceret banelayout, så vi kunne sejle på samme bane uden at forstyrre hinanden. Start og mål skulle jo være ved dommerbåden så efter 1. opkryds fortsatte 606’erne ud på en outer-loop bane 200 meter nordpå. Derefter kunne CB66'erne frit sejle op/ned på den lille bane og afvikle to sejladser for hver 606’er sejlads.
Lørdag startede med fantastisk solskinsvejr, i jævn til frisk fralandsvind og fladt vand. Der var der 4-7m/sek. fra syd-sydvest, og med meget store vindspring var der rigeligt at se til på det taktiske plan. Det var en kulisse, der virkelig passede sejlerne og humøret var i top.
En sjælden protest
I dagens 6. sejlads kom den første protest i årevis ved et dansk CB66 stævne.
– Det var undertegnede i DEN 107 ’Jensen Gin’ der lagde protesten mod svenske RipRapRup, fortæller Per Baatrup.
Ved bundmærket forsøgte RipRapRup med et ultra rent spilerdrop at smutte inden om ‘Jensen Gin’. Jensen Gin luffede kraftigt op og lukkede konsekvent lågen for svenskerne – med det resultat at Jensen Gin fik mærkets ankertov rundt om T-kølen og sad uhjælpeligt fast.
RipRapRup spilerkæntrede, men slap i første omgang bedst fra situationen, da de efter bjergning af gennakeren kunne sejle videre. Da RipRapRup ikke frivilligt lavede en 360 vending for at ophæve en protest var der ikke anden mulighed end at hejse det røde flag.
Protestbehandlingen på land endte med, at begge både blev diskvalificeret. RipRapRup for at ‘køre indenom’ uden overlap (regel 18.2.b) og Jensen Gin for at lukke lågen så aggressivt, at bådene berørte hinanden (regel 14).
Hændelsen blev selvfølgelig livligt diskuteret i baren aftenen igennem hvor alle havde anekdoter om andre protester og hændelser.
Titanic style
Søndag bød på 5-8 m/s fra sydvest og relativt stabil vindretning. Der var dog meget store trykforskelle rundt på banen, og det var netop et af disse kraftige pust der gav anledning til dagens helt store drama.
Under spilersejlads blev 606 – DEN-587 fra Bandholm ramt af et kraftigt pust fra en skæv retning. Hvad der startede som en simpel spiler-kæntring førte videre til total bordfyldning af båden, så hele båden lå under vand.
Hellerup havde mærkebåden i nærheden, så hjælpen var ikke langt væk, og der var på ingen måde alvorlig fare på færde. Efter ‘evakuering’ af to mand fra båden, kom rælingen op over vandoverfladen og bjærgningsoperationen kunne begynde. Balancen i båden var dog så dårlig, at det blev en ren Titanic-opvisning med skiftevis stævnen i sky, hækken i sky og masten vandret langs vandet. I CB66 klassen er vi ikke meget for at blive overtrumfet, men denne underholdning er svær at matche.
Nordic Sailing League afgjort
Efter 13 sejladser blev weekendens stævne afgjort med Dirty Diana som vinder efterfulgt af Jensen Gin og svenske Blåls. Se resultatlisten her.
Stævnet indgår som sidste etape i CB66ernes ‘Nordic Sailing League’ (NSL) og efter fintælling, stod det klart at ‘Dirty Diana’ endnu engang vandt liga-pokalen. På de efterfølgende pladser i ligaen kom ‘Jensen Gin’ og ‘Attention Solutions’.
Dirty Diana har nu vundet ligaen 5 gange ud af de 9 sæsoner den er sejlet og de er ubetinget kongerne af NSL.
Spændende NM-finale med dansk sejr
Efter liga-afgørelsen skulle Nordiske Mesterskab afgøres mellem 7 både i en finale med 3 ultrakorte sejladser. Videre til finalen er top-5 fra ligaen plus bedste båd fra weekendens stævne samt en flidsdeltager fra hele året. Alle starter finalen med 0 point, så det gælder om at være 100% parat fra første start, da alle deltagere har chancen for at vinde.
Første sejlads gik til ‘Jensen Gin’ og Blåls med familien Hellekant på andenpladsen.
På Attention Solutions sprang fremhalerlinen til bovsprydet, og så var de ude af guld-kampen. De kæmpede dog flot videre til en samlet 4.plads.
I anden sejlads var det ‘Mænd der Elsker Kvinder’ den var gal med, idet hængestroppen sprang og Rasmus Frederiksen dermed fik en frisk svømmetur i Øresund. De to defekter er hvad der sker i slutningen af sæsonen, hvor grejet er godt slidt af de mange stævner.
I sidste sejlads skulle mesterskabet derfor afgøres afgøres mellem danske Jensen Gin og svenske Blåls. Her lykkedes det med en 3.plads til Jensen Gin og en 7.plads til Blåls at holde mesterskabet på danske hænder.
Ikke officielt Nordisk Mesterskab
Vi kunne desværre ikke benævne stævnet som det officielle Nordiske Mesterskab, da Dansk Sejlunion ikke godkender finaleformatet med kun syv deltagere. Det er lidt ærgerligt, for de syv både har kvalificeret sig til finalen blandt de 35 både der deltager i ligaen i årets løb. På denne baggrund burde reglen om mindst 15 deltagere derfor være indfriet.
Da flere bådklasser nu sejler med ligaformater, er det dog noget sejlunionen arbejder sammen med de øvrige Skandinaviske lande om. Så vi får se, om det fremover kan blive et officielt mesterskab.
606-DM
Hos 606 klassen var det familien Sivertsen med far og søn der vandt mesterskabet. Den erfarne 606-sejler Jesper Sivertsen med sønnen Frederik som gast fik 7 førstepladser ud af weekendens 11 sejladser og besejrede dermed de unge Hellerupsejlere Frederik Berg, Niels Ipsen og Anders Nørrelykke.
Det samlede 606-resultat findes her.