I efterårsferien er næsten alle eleverne fra Oure på efterårsferie, derfor var der god plads til Sejlerlandsholdet og en masse ungdomssejlere, der holdt efterårs-camp på Oure.
Træningslejren på Oure afholdes hvert år, og er arrangeret af Dansk Sejlunion, der havde inviteret alle landsholdssejlerne og en masse ungdomssejlere, til at have en uge med træning, sejlads og strategiarbejde.
– Ideen er den ”danske model”, hvor de unge får mulighed for at være sammen med landsholdssejlerne, og blive inspirerede. De unge fik også lov til at prøve kræfter med de ”store” både, og hente inspiration og motivation. Og hvis man tror, at det er en hyggetur, så kan man godt tro om, det er hårdt arbejde og træning fra tidlig morgen til sen aften, fortæller kraftcentertræner Adam Malling til Bådmagasinet.
Omkring 130 sejlere fra hele landet deltog i lejren sammen med 15 trænere.
Også plads til elever fra Oure
Nogle af eleverne fra højskolen fik lov til at følge landsholdets træning for en dag.
– Vi kom tidligt ud af køjerne og stod klar til morgengymnastik kl.07.00. Efter en time med højt tempo, spiste vi morgenmad, kørte til havnen og deltog i skippermøde inden alle tog på vandet.
– Jonathan og jeg kom i trænerbåden for 29’ere, og fulgte tæt med på sidelinjen, når banen blev lagt, gode råd givet undervejs, og når de unge sejlere skulle have en debrief på kanten af båden. Det var inspirerende og lærerigt at se de unge målrettede sejlere og deres trænere, fortæller Louise Andersen, elev på Oure.
Oure-elever var med på vandet. Foto: Oure
29’ere sejles af et team på to sejlere mellem 14 og 18 år, som skal få kommunikationen til at spille, mens de arbejder hårdt for at sejle båden til dens maksimale ydeevne.
– Hårdt arbejde og intet piveri. Hatten af for ungdomssejlerne, og tak for en oplevelsesrig dag på vandet, slutter Louise Andersen
Nye foldecykler til sejlerlandsholdet
Palby Marine havde doneret foldecykler til de friske landsholdssejlere. Cyklerne kommer med i containeren til nogle af de steder, der skal trænes den kommende vinter – Miami og Japan.
Et udpluk af det danske sejlerlandshold, med nye cykler. Foto: Per Heegaard