Jonas Høgh vinder J/70 DM

Som bedste dansker på 2.-pladsen tog den tidligere OL-sejler den første mesterskabsmedalje i klassen, og HKH prins Christian fik sin debut i J/70.

Jonas Høgh-Christensen, Jonas Funk, Thorbjørn Schierup og Simon Østergaard fra KDY vandt det første officielle Danmarksmesterskab i J/70 ud for Skovshoved i weekenden. Feltet var på 34 J/70-ere, et antal der er flot for en klasses første DM, men ikke så mærkeligt endda, da J/70 går sin sejrsgang over det meste af Europa, takket være Sejlsportsligaen.

Den svenske besætning fra Kungliga Svenska Segelselskabet (KSSS), med Oscar Lindquistved roret vandt Grundig Sailing Cup stævnet meget overlegent, med hele 19 point ned til de danske mestre, og viste at danskerne skal ”op i gear” for at kunne gøre sig gældende på internationalt niveau. Samtidig sejler de fleste danske besætninger i klubbåde, som næppe er i helt så fin stand som en privatejet båd ofte er i. Stævnets treer var også en svensk besætning, med skipper Martin Nilsson fra Hjuviks Bådklub.

Sølv og bronze vundet af to Hellerup-besætninger

Men da et DM som bekendt kun kan vindes af danske sejlere, blev det, udover guld til Jonas Høgh, sølv til Bo Schulein, Peter Amundsen, Ole Lindberg og Tor Malthe Andersen fra Hellerup Sejlklub. Bronze gik til Bo Bøje Pedersen, Kristian Kviid, Christina Andersen og Tobias Andersen fra Hellerup Sejlklub og Joachim Aschenbrenner (KDY).

j70guldvindere dm 2018 web
Jonas Høeg og besætning vandet DM. Foto: j/70 class denmark

Debut for Prins Christian i J/70

For en uge siden døbte HKH Prins Christian J/70’eren Nanoq i Skovshoved, som KDY har stillet til disposition for Kongefamilien i anledning af HKH Kronpris Frederiks 50-års fødselsdag.

Allerede i weekenden fik Prins Christian sin sejlerdebut i J/70, hvor han søndag var med om bord hos Emil Kjær, Nikolaj Bækgaard, Gustav Clausen og Bastian Sørensen fra KDY. Emil Kjær har tidligere på sæsonen vundet sølv ved Youth Sailing Champions League og blev nr. 4 ved Ungdoms EM i match Race.

j70 u23dm 2018 web
U23-vinderne med HKH Prins Christian yderst til højre. Foto: Foto: j/70 class denmark

Besætningen blev hædret som Danmarks bedste U23-besætning ved stævnet, hvor de blev nr. 11 ud af de 34 både. Søndag leverede besætningen top 10-placeringer i tre af de fire sejladser, og dermed fik Prins Christian en god oplevelse af J/70 klassen. Han har tidligere sejlet Drage med sin far, men dog synes Prinsen at det var sjovere at sejle J/70.

Danmarks største sportsbådsklasse

Med 34 både på startlinjen ved J/70-klassens første DM, var det både Danmarks største DM i en sportsbådsklasse, og et af de største danske kølbådsmesterskaber.
Alle sejlerne i top 10 er repræsenteret i Sejlsportsligaen, nogle som Youngsters og andre i WOW.
Mange af de dygtige kvindelige besætninger havde valgt at holde sig væk, nogle fordi de skulle sejle noget andet, andre fordi de muligvis ikke gider at sejle i et felt med så mange fritsvævende testoteroner.

Protester var der kun en af, men flere beretter om en del råberi på vandet, og flere situationer, hvor det kunne være endt galt. Flere sejlere havde lidt svært ved at forstå, at der ikke var dømning på vandet, som til Liga-stævner. Det må de så se at få lært.

Langsom start lørdag

Efter fire timers venten på vind, lykkedes det at gennemføre tre sejladser lørdag eftermiddag, hvor sidste båd kom i mål 18.20 og solen gik ned 18.32. Om aftenen var der J/70 sejlermiddag i KDYs klubhus med 140 glade sejlere til middag.

Søndag blev der gennemført fire sejladser – men det kunne være blevet til fem, hvis ikke sejlerne havde været så ivrige på startlinjen. Dette selvom baneleder Peter Lübeck først anvendte ”U” som er den ”bløde sorte startregel”, men derefter kom det ”sorte flag” i brug.

J/70 er vokset hurtigt i Danmark – ligesom i resten af verden – og dette skyldes i DK i høj grad, at Sejlsportsligaen hvert andet år har solgt syv både specielt til landets sejlklubber. Klassen er nu udbredt i hele Danmark med både i Nord- og Sydjylland, på Fyn og Sjælland.

Med et kommende Europamesterskab i 2020 ud for Skovshoved, er der nu også flere sejlere som ønsker at købe private både, og træne frem mod mesterskabet. KDY forventer som arrangør, at der kan komme mere end 100 både på startlinjen og måske flere. Ved klassens VM i 2017 i Porto Cervo var der 170 startende både.

Du kan se weekendens resultater til DM for J/70 her (pdf).  







★ Tursejlads

★ Familien Nissen - Hvordan kommer man i gang?

★ Tursejlads

★ Familien Nissen - Sådan kom vi i gang

★ Artikel

★ Kend vejrmodellerne og brug dem rigtigt

★ Artikel

★ Sejl dig sund - brug havet som medicin

★ Artikel

★ Har The Ocean Race en holdbar fremtid?

★ Test af sejlbåde

★ Kom billigt og trygt ud at sejle

★ Test af sejlbåde

★ Fire gode både til familie og race

★ Tursejlads

★ Mit melanesiske eventyr: Et krydstogt fra Australien til...

★ Artikel

★ Svenske fyr bliver mere driftssikre





Udvalgte artikler *


Produktnyt

Hvis der er noget vi glæder os til...

USA: GM ind på markedet for e-motorer

Der er en ny kat i byen