«Det er skippers eget ansvar». Det mantra har deltagere og andre involverede i årets forblæste udgave af Sølvroret hørt rigtig mange gange. Og ja, det er indlysende rigtigt.
Men hvad består arrangørens ansvar i? Er det ikke at skabe rammer for sejladsen, som bedst muligt ivaretager sejlernes sikkerhed? Er det ikke at forebygge situationer, hvor der er urimelig stor risiko for skader på materiel og farlige situationer, i det omfang det er muligt?
Jo. Det er lige så indlysende. Det ene udelukker ikke det andet.
Situationen i årets udgave af Sølvroret er den, at sejlerne blev sendt ud i en sejlads, som medførte rigtig mange skader og situationer, som krævede assistance. Formentlig løber skaderne op i millioner af kroner. Heldigvis kom ingen mennesker til skade.
Lad os kigge kort på hvad der egentlig skete: De fleste ulykker opstod kort efter start. Og hvad var situationen her? På grund af stormen Knud, som lige havde passeret, var der reduceret dybgang, i et område som i forvejen er fuld af steder hvor man let går på grund. Der var en ekstrem medstrøm – tre-fire knob – som medførte oprørt sø og stejle søer, som gravede sig op mod vindretningen. Det blæste 12-15 sekundmeter, med vindstød på 16-18. Få minutter efter at bådene passerede startlinjen, skulle de passere mellem betonblokke under Svendborgsundbroen – på fuld kryds!
Efter broen skulle de krydse igennem et smalt og snoet løb, med lavt vand på begge sider. Og så er der færgerne, som kom med korte intervaller, og som fyldte det meste af løbet, især under broen. Og vi taler om en singlehandsejlads, hvor alle deltagere er alene om bord.
Det gik lige som man kan forestille sig: Et sandt kaos. Vi ved ikke hvor mange kollisioner mellem både der var, men det var et tocifret antal. Vi ved hellere ikke hvor mange der gik på grund, men det var så mange, at der var grundstødte både over alt. Flere ramte betonblokkene under broen, eller mistede kontrollen og sejlede på land. Der opstod store skader på en del både, og mindre skader på rigtig mange. Tæt på halvdelen af de forholdsvis få, som havde besluttet at starte, endte med at afbryde og søge havn kort efter start, mere eller mindre skadeskudt.
Imens stod tilskuerne på land og blev underholdt med hvor sejt og flot det var, det der foregik. Og i de følgende timer øgede vinden til omkring 20 sekundmeter. Nu begyndte de rigtig store skader at opstå.
En Xp-44 drev på en læ kyst, og er muligvis totalforlist. Mange både gik på grund i det forblæste og ret trange farvand i Lillebælt, og måtte have assistance – og mindst tre både mistede riggen.
Sølvroret er en kapsejlads for amatører. Der er ingen kvalifikation, og alle kan deltage. Alle sammen, store og små, blev inviteret ud i dette minefelt af et startområde. Lad mig sige det sådan: I professionel sejlads ville man aldrig sætte deltagere i den situation. Her sender man amatører ud i det.
Det er i det lys, jeg synes man skal kigge kritisk på påstanden om at det udelukkende er skippers eget ansvar. Der ligger nemlig en total ansvarsfraskrivelse i det – for alle andre, arrangøren inkluderet.
Nu er det altid let at være bagklog. Men det her var altså ret let at forudse. Det er heller ikke sådan, at der ikke fandtes alternative løsninger. To sømil mod vest, på den anden side af broen og det smalleste stykke af løbet igennem Svendborg Sund, ligger Rantzausminde. Her kunne man nemt have startet, uden alle de problemer der var udenfor Svendborg Havn. Der er endda en glimrende udsigt for tilskuerne, fra Svendborgsundbroen. En alternativ, forkortet bane i Storebælt havde også været en mulighed.
Spørgsmålet er også om kapsejlads overhovedet er en aktivitet som bør finde sted, når det blæser så meget. Man kan komme ud i det undervejs, og så må det håndteres. Men er det OK at starte en sejlads, vel vidende at der kommer så hårdt vejr?
Der er helt sikkert flere meninger om det her. Men min egen er, at hvis Sølvroret skal bevare sin priviligerede position som verdens største singlehand-sejlads, må der ske en professionalisering af arrangementet. Det gælder ikke kun på kommunikations-området, som mange har klaget over (prøv lige at log på websitet!) – men i endnu højere grad når
det gælder sikkerhed. Der må komme større respekt for de vanskeligheder, man sender sejlerne ud i.
At henvise til at det er skippers eget ansvar er simpelthen ikke nok.
Øyvind Bordal
