Der er lagt op til folkefest i Hvide Sande den kommende weekend, når op imod 800 surfere fra næsten 20 lande indtager vandet for at dyste. WATERZ har siden starten i 2010 udviklet sig til Nordens største vandsportsevent, og i år er der en lang række aktiviteter på plakaten: Windsurf, Kitesurf, surf, SUP, Wakeboard, Kajak, Skate og demonstration af Surfski.
To mesterskaber: Surf og Kitesurf
– der afholdes ikke færre end to Danmarksmesterskaber under WATERZ i år. Sammen med Dansk Surf- & Rafting Forbund afholdes tredje stop ud af fire på Danish Surf Tour, og her ser det ud som om, at Oliver Hartkopp fra Klitmøller allerede kan kåres som Danmarksmester, hvis han vinder i Hvide Sande. Herudover afvikles DM i Kitesurf i samarbejde med Kiteboarding Danmark, fortæller projektleder Katrine Frandsen fra WATERZ.
Derudover finder man i WATERZ-regi en vinder i Windsurf Langdistance. samt en vinder i Kitesurf og så en samlet vinder af WATERZ.
Se med fra vandkanten
– Meteorologerne har lovet vind, så det tegner til at blive et kanonarrangement. Derfor har vi også lagt sejlruterne for surferne således, at publikum får en fantastisk mulighed for at følge med fra vandkanten, slår Katrine Frandsen fast.
Kæmpe festivalområde ved Gytjevej
Hele området omkring Westvind Nord og kabelparken på Gytjevej er indrettet som publikumsvenligt festivalområde med blandt andet lounge-telt med sofaer, øl, kaffe og lidt let at spise. Der er gratis adgang til WATERZ og VM i Windsurf Slalom.
¬ vi går efter at lave en folkefest, hvor amatører og professionelle sammen skaber nogle gode oplevelser for publikum, der i øvrigt også kan prøve SUP, windsurfing, kajak og skateboards, alt sammen gratis, mens SUP Yoga koster et symbolsk beløb, fortæller Katrine Frandsen.
Hun slår fast at WATERZ er det eneste sted i Norden, hvor man samler så mange vansportsentusiaster på én og samme weekend.
– Det unikke ved vores arrangement er, at det rummer både bredde og elite, hvilket har været ideen siden starten i 2010. Vi gør lidt det samme som i golfverdenen og arbejder med at lave et PRO AM Event, hvor bredde og elite kan mødes. Og det er blevet en succes, ikke mindst fordi vi har faciliteterne til det, ligesom Hvide Sande by er gearet til at tage imod gæsterne og give dem en god oplevelse, siger Katrine Frandsen.
Lokal opbygning skyld i succes
Hun peger blandt andet på, at nøglen til successen blandt andet skal findes i, at Ringkøbing Skjern Kommune besluttede at bakke økonomisk op for tre år siden, og netop har forlænget støtten i yderligere tre år.
– Den bevilling gør, sammen med en stor og vigtig støtte fra det lokale erhvervsliv, at vi sammen er i stand til løfte arrangementer af den her type, og dermed sætte lokalområdet på Danmarks- og Verdenskortet. Og det er så samlet set det, der skal gøre det muligt for os at gennemføre den ambitiøse masterplan, vi netop har præsenteret, og som skal gøre Ringkøbing Fjord området og Vesterhavslinjen i vores kommune til nordens førende vandsportsområde, siger Katrine Frandsen.
WATERZ festival sejles fra d. 7. – 9. september, og i forlængelse af eventen er der IFCA Slalom World Championships fra d. 10. – 14. september. Konkurrencerne i Hvide Sande starter allerede fredag lige over middag og løber indtil søndag eftermiddag. Du kan se hele programmet på linket her.