Efter 1.dagen i Women’s Match Racing World Championship, der sejles i Ekaterinburg, Rusland, ligger Trine Palludan og Team Kattnakken flot, med fem prikker i fem sejladser.
Tirsdag startede Women’s Match Racing World Championship i Ekaterinburg, Rusland. Trine Palludan er tilbage ved roret, efter at have overladt det til en succesfuld Henriette Koch i Lysekil.
Det blev en skyet og grå dag med let regn, og der blev gennemført otte flights i de indledende runder. Efter tirsdagens sejladser er der to ubesejrede teams: Danske Team Kattnakken med Trine Palludan ved roret, og britiske Team Mac, hvor Team Kattnakken er ubesejret, med fem sejre efter 1. dag.
– Vi er lige kommet i havn med resultatet 5-0, så det var en god start. Vi sejler på en sø i Ekaterinburg i Rusland, og vinden har været meget let og springende så det har været meget udfordrende. Det har handlet om at være tålmodig og holde fart i båden. Vi er ranket 3 til stævnet, så vi starter med at møde de lavere rangerede modstandere, fortæller Trine Palludan fra Rusland til Bådmagasinet.
Vi går efter en medalje
Med i Rusland er udover Trine Palludan, Anne Sofie Munk-Hansen, Louise Ulrikkeholm Bredvig og Joan Wester Hansen.
– Sidste år vandt vi bronze i Helsinki, så målsætningen er klart en medalje trods de svære forhold. Sidste års regerende verdensmester Lucy Macgregor er med, og franske Pauline Courtois vandt 2. Wim-stævne i år i Lysekil, og vi vandt det første i Helsinki, siger Trine Palludan.
Dette års udgave af Women’s Match Racing World Championship kan fejre 20 års jubilæum. I år deltager der 45 sejlere fra seks nationer.
Sejladserne fortsætter i dag onsdag, og fortsætter til finalen søndag d. 18. august.
Resultater dag 1 efter round-robin
Skipper, Team, Nationalitet, Sejre – nederlag:
1. Trine Palludan, Team Kattnakken, DEN, 5-0
2. Lucy Macgregor, Team Mac, GBR, 4-0
3. Marinella Laaksonen, L2 Match Racing Team, FIN, 4-1
4. Pauline Courtois, Match in Pink by Normandy Elite Team, FRA, 3-1
5. Milena Laverycheva, BERGAUF Sailing Team, RUS, 3-2
6. Alexandra Martynova, BornToSail, RUS, 2-3
7. Alexa Bezel, Swiss Women Match Racing Team, SUI, 1-3
7. Margot Riou, APCC Women Sailing Team , FRA, 1-3
7. Ekaterina Kochkina, ProKaTeam Sailing Team, RUS, 1-3
10. Margot Vennin, Matchmoiselles by Normandy Elite Team, FRA, 0-4
10. Octavia Owen, Athena Racing, GBR, 0-4