Det må høre til sjældenhederne at to brødre, oveni købet tvillinger er hhv. verdensmester og europamester. For slet ikke at nævne niecen Naja, der gastede for Nicolaj. Danmark har al mulig grundt til at være stolte over et fantastisk EM for Hobie cat 16 i Hornbæk, og for at få Danmark på landkortet i flerskrogssejlads. Fleet 333, der dækker Fyn og de Sydfynske øer må gøre noget rigtigt, med så mange unge, dygtige og entusiastiske sejlere.
Nicolaj og Naja Bjørnholt vandt med 18 point foran det italienske team med Leonardo Morelli og Viktoria Gianetti med 25 point. På tredjepladsen endte de tyske veteraner Jens Goritz og Katrin Wiese-Dohse.
Det unge danske team blev båret i guldstol op på podiet, og efter afsyngelse af den danske nationalsang var det tid til oversprøjtning med champagne og en vandgang til de danske sejlere fra hhv. Svendborg Sunds Sejlklub og Middelfart Sejlklub.
Svært vejr til kapsejlads
Det har ikke været helt uden knaster at få afviklet stævnets syv sejladser. Vejret har været temmelig ustabilt hvad angår vindstyrker og retning. De fleste dage har der da også været udsættelse, og sejladserne er først kommet i gang i løbet af dagen. I går lørdag blev syvende sejlads sejlet, og sejlerne ventede på den næste, da et enormt tordenvejr med masser regn rullede ind over Hornbæk. Det fik løbsledelsen til at opgive, og sejlerne blev sendt på land ved 14-tiden. Og dermed var EM afgjort til Bjørnholternes fordel.
– Det var hårdt for sejlerne og hårdt for os, fortæller baneleder Henrik ”Hønse” Paulsen, om de mange udsættelser og ventetid på vandet.
Lørdagen bød desværre også på flere kollisioner, der bl.a. gik ud over Calle Hulthien Sørensen og Mikkel Stampe Nielsen, der fik deres ene skrog ødelagt.
– Det var ikke lige det jeg havde brug for, siger Calle, der med nød og næppe overlevede en kollision på Gardasøen i 2015.
Også Magnus Måhr og Jonas Lundegaard i Sølvfleeten blev torpederet og måtte gå i land med en ødelagt båd.
Stævnet var også ”come together” for gamle flerskrogsfolk. Ole ”Dobbeltskrog” Svendsen, der var den første Hobie importør i Danmark, var med sine 85 år mødt op for at nyde stemningen.
Bådmagasinet forlod Hornbæk strand kl. 23.30, og der var beach partyet i fuld gang. Tilbage står et stævne i et fantastisk sommervejr, glade sejlere og en stævneledelse fra Hornbæk Bådeklub, der kan være både stolte og glade over et velafviklet EM.