Sjælland Rundt: Nedtælling til start

Der var en jævn strøm af sejlere til tjek ind til Sjælland Rundt onsdag eftermiddag. Som forventet var det singlehandsejlerne, der har de to første starter kl. 10 og 10.20, der var mødt talstærkt op.

Der var en del kendte ansigter blandt singlehandsejlerne, fra bl.a. Silverrudder og One Star Challenge, og mange af dem er tyske.
Enkelte af de andre sejlere havde også fundet bureauet i god tid, blandt dem formand for KDYs bestyrelse Lars Ive. Han har samlet et hold af dem, han har været junior med i Hellerup Sejlklub i sin tid, og han fortalte - med et lille grin, at flere af dem ikke har sejlet i 20 år. Men det skal nok gå, Lars Ive var ved godt mod.

sj rundt 2018 singletjekindIMG 8022
Der var kø ved tjek ind. Det var singlehandsejlerne der stod først i i køen. Foto: Katrine Bertelsen

Stemningen på bureauet var afslappet og god. Arrangørerne bag Sjælland Rundt er stolte og glade over, at de har knækket den nedadgående tendens, og at det nu går den rigtige vej. Den ”gamle” stævneleder Kim Dragstrup er stadig med på sidelinjen, for at hjælpe det nye hold, så alt klapper.

martine kim sj rundt 2018 IMG 8025
Den nye stævneleder Martin Anfeldt (tv), og den gamle, Kim Dragstrup var i højt humør. Sjælland Rundt er en succes. Foto: Katrine Bertelsen

I dag torsdag, er tjek ind åben fra kl. 7, skippermøde for singlehandsejlerne kl. 8, og skippermøde for alle andre deltagere kl.12.

Bådmagasinet er på havnen, hvor vi snakker med nogle af sejlerne.