De regerende mestre i de nationale ”Sejlsportsligaer” fra Tyskland, Finland, Rusland, Sverige og Danmark ankommer til København mandag, efter intens kapsejlads i sommernatten, fra Kiel i Tyskland.
Kapsejladsformatet: ”Nord Stream Race” er udviklet og organiseret af russiske St. Petersburg Yacht Club i 2012.
Årets udgave har fem stop i de fem lande, besætningen repræsenterer. Finalen sejles i Skt. Petersborg, Rusland, efter at besætningerne har sejlet i alt 1000 sømil. Hver repræsenterer den klub, der vandt 2016-udgaven af den nationale sejlsportsliga, et nationalt mesterskab for klubhold.
Ankomst til København mandag
Bådene ankommer mandag formiddag den 25. juni til København. De bliver taget i mål af Kongelig Dansk Yachtklub uden for Københavns Havn, og lægger så til ved Ofelia Plads på Kvæsthusbroen. Om eftermiddagen (kl. 15-17) er der ”åben båd”, hvor forbipasserende kan komme ned og se bådene, og få en snak med besætningerne.
Tirsdag den 26. juni er der VIP-sejladser på Øresund ud for Trekroner Fortet, hvorefter bådene igen anløber ved Ofelia Plads.
Start mod Stockholm onsdag
Onsdag den 27. juni starter kapsejladsen igen, nu mod Stockholm ca. kl. 10.
Grundlægger af Nord Stream Race, Formanden for Sankt Petersborgs Yacht Club Vladimir Liubomirov, siger: ’Østersø regionen har i århundreder blevet brugt som en vigtig handelsrute. Turismen og bedre handelsmuligheder skal bringe vores verden tættere sammen.'
Fra J/70 til ClubSwan 50
Med de hurtige 50 fods sejlbåde, gives der garanti for action og drama i de to uger sejladsen varer. Sejlsportsligaen sejles i 6,93 m lange J/70’ere, hvor ClubSwan 50 er 16.74m lange – en væsentlig større, men også en meget mere kraftfuld sejlmaskine. Som ligasejler er du vant til at sejle mange, men meget korte sejladser – i snit på 10-12 minutter.
Nord Stream Race har fem etaper fra 150 til 470 sømil. Besætningerne skal være til havs i mindst en nat på hvert ben. Faktisk tager det længste ben fra København til Stockholm op til tre døgn. At betjene disse otte millioner kr. dyre ClubSwan 50 korrekt, er lige så afgørende for at finde vej i det meget klippefyldte farvand mod Skt. Petersborg
En sejlsportsliga-besætning består af fire superdygtige sejlere, og for at sejle en ClubSwan 50 skal de supplere op med seks lige så dygtige besætningsmedlemmer – med offshore erfaring. Mere end halvdelen af besætningen (herunder skipperen) skal være medlem af den lokale sejlklub.
- Skipper: Kris Houmann (skipper på Sejlsportsligabåden)
- Navigatør: Michael Nielsen
- Taktiker: Rasmus Damsgaard (på Sejlsportsligabåden)
- Carl Viggo Rahbek
- Morten Kjær
- Jakob Ege Friis
- Anders Nyholm
- Kasper Sohn
- Martin Borup Christensen er udpeget af arrangøren som ’bådsmand’.
Kilde: Pressemeddelelse, KDY