Fest i det Sydfynske: Ærø Rundt

Lørdag d. 23. juni byder Marstal Sejlklub ca. 70 sejlere velkommen til årets Ærø Rundt. Løbsledelsen forventer ca. 25 deltagende både til sejladsen på ca. 33 sømil. Ærø Rundt er både for kølbåde og motorsejlere, og der sejles efter DH 2018. Vejrudsigten har set noget broget ud, med vind op til 17 m/sek. Men den trussel er afværget – nu siger den 7 m/sek.

– Det har jo gjort, at mange venter med at tilmelde sig til sidste sekund, fortæller stævneleder Torben Kyhl til Bådmagasinet.
– Derfor ved vi ikke helt, hvor mange der kommer, men vi regner med ca. 25 både.

Bliv grundejer i Mørkedybet

Lørdag morgen starter med morgenmad for alle deltagere kl.7, derefter følger skippermøde kl. 7.30 og sejladsen starter 9.30. Hvilken vej der skal sejles rundt om Ærø vides først på dagen, men noget tyder på Ærø om bagbord, hvis vindretningen fra nord-nordvest holder stik.
– Vi får nok nogle enkelte grundejere, når sejlerne skal krydse ved Mørkedybet, siger Torben Kyhl med et lille smil.

Når alle bådene er i havn, tændes der op i de store griller, og her kan sejlerne grille deres medbragte bøffer mm.
– Vi har valgt at gøre det på den måde, at sejlerne selv medbringer deres mad, dels for at holde gebyret ned, og så får de det de kan lide, fortæller Torben Kyhl.

Startgebyret er på 300 kr., og med i det er der gratis overnatning i havnen fra fredag til søndag, og morgenmad.
– Vi vil hellere bruge pengene på en masse gode præmier, og der er til hver femte deltagende båd, siger Torben Kyhl.

Marstals Småborgerlige Sangkor

– Det planlagte Skt. Hans-bål bliver næppe til noget, i stedet må vi tænde nogle stearinlys i klubben. Til gengæld kommer Marstals Småborgerlige Sangkor og underholder, og flere medbringer harmonika og guitar. Så kedeligt bliver det ikke, slutter Torben Kyhl.

Du kan stadig nå at tilmelde dig Ærø Rundt, senest i dag d. 20. juni. Det gør du på Marstal Sejlklubs hjemmeside eller på Torben Kyhls telefon: 4036 4620.

Tilskuere på land kan se noget af sejladsen fra Strandvejen i Marstal, ved fyret ved Skjoldnæs, eller ved Urehoved ved Ærøskøbing.