Vegvisir, nu også med egen lokal superøl

Vegvisir Race Beer – sådan lyder det velklingende navn på den øl som sejlklubberne bag Vegvisir Race får brygget som private label af Krenkerup Bryggeri - det lokale bryggeri, der er en del af Krenkerup Gods, ved Sakskøbing i Guldborgsund Kommune. Samarbejdsaftalen mellem bryggeriet, sejlklubberne og Vegvisir Race betyder bl.a., at alle deltagende både ved registreringen modtager mere end blot en pose med deltagerliste, trackere og startnumre. De vil således også få to stk. af de unikke øl på flaske:

Krenkerup Bryggeri er kendte for deres høje kvalitet og kompromisløse tilgang til råvarer og bryggemetoder. Vi føler derfor, at det er et perfekt match til begivenheden Vegvisir Race, der også i år sætter nye standarder for, hvad et sejlsportsevent er, og hvordan det afvikles, siger Morten Brandt fra Vegvisir Race.

Også Krenkerup Bryggeri glæder sig over samarbejdet:
– Vi er glade for at arrangørerne af Vegvisir Race har valgt lokalt brygget kvalitetssøl til det forestående sejlsportsevent. Vi håber, at der bliver taget godt imod Vegvisir Race Beer – både blandt deltagerne og de mange tilskuere, der forhåbentlig vil støtte op om arrangementet, siger Louise Berling Brun, der er kommunikationsansvarlig hos Krenkerup Bryggeri.

Ikke kun deltagerne vil nemlig blive præsenteret for den lokale øl med den specialfremstillede etiket. Også ved begivenhedens event centrum på Slotsbryggen i Nykøbing Falster vil øllet blive solgt på flaske og på fad. Her vil en stribe sideevents fra torsdag til lørdag gøre Vegvisir Race et besøg værd også selv om man ikke er sejlsportsinteresseret. Hovedattraktionerne vil dog være starterne torsdag og fredag den 23. og 24. august, hvor de over 110 både skal ud gennem det smalle Guldborgsund.

- Udover, at borgmesteren kommer og skyder løbet i gang torsdag kl. 18.00 bliver der et hav af aktiviteter på havnen, som kommer til at vrimle med mennesker, siger Carl Erik Hansen, formand for Sejlforeningen Vikingen i Nykøbing.

Også i Guldborg vil den særlige øl kunne købes hen over weekenden. Selvom bådene har tilbagelagt 10 sømil (18 km), inden de når broen bliver der tæt trafik når de skal passere gennem den kun 30 m brede bromunding. Så her forventer man mange mennesker på kajen, der vil se Vegvisir Race flåden forlade Guldborgsund og sejle ud i Smålandshavet, mens solen går ned og den næsten fulde måne stiger op.

Sidste år havde 11 både fundet vej til starten. Alligevel var det lidt af et tilløbsstykke og forpagteren af Cafe Lagunen udsolgte hurtigt sine 80 Vegvisir Race menuer. Så vi regner med, at der kommer rigtig mange besøgende i år, og at de vil nyde en øl, mens bådene passerer gennem broen, siger Jørgen Bojesen, der er formand i Guldborgland Bådelaug.

Vegvisir race beer etiket

Krenkerup Bryggeri har produceret en helt speciel ØL til Venvisir sejladsen som foregår ultimo august. 

 Om Vegvisir Race

Vegvisir Race er en kapsejlads for hhv. én eller to sejlere pr. båd. Den længste bane er 210 sømil (365 km) lang og går over to nætter. Navigationen er den mest udforende i nogen kapsejlads i Nordeuropa, og det er en bedrift at gennemføre.
Vegvisir er et islandsk symbolsk kompas. Det hjælper bæreren af symbolet til at finde vej –både gennem uvejr og gennem livets rejse.
Sejladsen er udviklet af Morten Brandt, der også har udviklet verdens største solosejlads, Silverrudder Challenge. Guldborgsund Kommune støtter eventet med et venue-sponsorat og og logistisk hjælp.

Om klubberne
De fem klubber, der samarbejder med Guldborgsund Kommune og Vegvisir Race er Sejlforeningen Vikingen, Motorbådsklubben i Nykøbing, Nysted Sejlklub, Guldborgland Bådelaug og Sejl- og Motorbådsklubben, Grønsund (Stubbekøbing). Det er klubberne, der i samarbejde forestår håndtering og salg af Vegvisir Race Beer både i Nykøbing F. og i Guldborg.