Grundig Sailing Cup ud for Rungsted blev gennemført med tre sejladser og rigtig mange timers ventetid. KDY vinder foran Kerteminde og KAS.
Højtryksvejret prægede weekends sejladser i J/70 og J/80, da KDY og Nivå Bådelaug sammen gennemførte Grundig Sailing Cup ud for Rungsted Havn. Det krævede stor tålmodighed hos både arrangør og baneteam, samt sejlerne, og der blev ventet på vind i det meste af weekenden, men det lykkedes heldigvis at gennemføre nogen sejladser.
Lørdag skulle starten være gået kl. 11.00, men Øresund var blank hele dagen. Det var tæt på at baneleder Peter Lübeck havde skudt sejladsen af, men sidst på dagen kom der en svag NØ-lig brise, og J/70 sejlerne blev sendt på vandet og kunne starte omkring sekstiden, hvor de 15 både fik to sejladser i 2-3 m/s.
Trætte og sultne
Den tidligere OL-sejler Sarah Gunni med besætning vandt begge dagens sejladser i suveræn stil, med den unge Kerteminde besætning med Balder Tobiasen ved roret lavede en 2.- og 3.-plads, og Hellerup besætningen med Bo Schülein lavede en 4.- og 2.-plads. Sejlermiddagen blev udsat, så det var en flok trætte og sultne sejlere som satte sig til bordet ved den traditionelle J/70 Sejlermiddag, som kendetegner alle klassens stævner.
Baneledelsen ændrede Sailing Instructions, således der kunne startes allerede 8.30 søndag morgen. Det så lovende ud, men da alle lå klar ved startlinjen, forsvandt vinden igen. Sejlerne gik efter et stykke tid i havn og ventede igen mange timer, indtil vinden ved et-tiden kom tilbage og bådene blev hurtigt sendt på vandet.
Det lykkedes at gennemføre en sejlads i omkring 2 m/s, og den vandt Søren Larsen og besætning. Det blev stævnets sidste sejlads, da vinden forsvandt igen. Dermed var sejladsens udfald afgørende for topplaceringerne.
Sarah Gunni’s besætning blev nr. 11 og endte a point med Balder Tobiasens Kerteminde besætning som sluttede med en 8.-plads. KAS besætningen med Henrik Rask Søgård ved roret sikrede sig med en 2.-plads, stævnets samlede tredjeplads.
J/80 fik kun én sejlads
J/80 klassen var om lørdagen ikke så tålmodige, og sidst på eftermiddagen besluttede de syv besætninger kollektivt at pakke sammen for dagen, og dermed gik klassen glip af to sejladser. Søndag var der kun fire J/80 på startlinjen og KDY-besætningen med Nicolai Lygum ved roret kunne i den svage finde liste sig først over mållinjen.
J/70 samlet resultat (15 både)
Nr. 1 – Sarah Gunni/Louise Christensen/Caroline Heerema/Lærke Sørensen/Joachim Ashenbrenner (lørdag), KDY, (1-1-11), 13 point
Nr. 2 – Balder Tobiasen/Thomas Møhl/Magnus Jung/Tobias Kronborg, Kerteminde Sejlklub, (2-3-8), 13 point
Nr. 3 – Henrik Rask Søgaard/Nicolaj Bonde Hansen/Jacob Dannefer/Philipp Horning, Kjøbenhavns Amatør Sejlklub, (8-5-2), 15 point.
J/80 samlet resultat (4 startende i den ene sejlads/7 tilmeldte)
Nr. 1 – Nicolai Lygum/Ulf Johansson/Jens Casupei/Claes Rechnitzer, KDY, 1 point.