Hjemmebane sejr ved J/80 vinter-cup

Nivå Vinter-cup for J-80’ere sluttede sidste søndag med præmioverrækkelse efter en succesfuld – men også til tider meget kold – vintersæson.

Der var 14 tilmeldte både til dette års vintercup – primært fra Nivå, KDY og Helsingør, men også enkelte både fra Svanemøllen, Tårbæk og Syvstjernen.

Der blev i alt sejlet hele 16 søndage hen over vinteren på en kort og krævende op-ned bane, med fire til fem sejladser per gang. Enkelte gange måtte der aflyses på grund af for meget vind – og et par gange fordi samtlige både var fanget af Kong vinter og lå fastfrosset i Nivå havn.

Vinderen af årets vintercup blev Christian Jönsson med besætning (Nivå), nummer to blev Folke Galsgaard (Nivå), og på tredjepladsen kom Steen Mohr fra KDY. Se alle resultater her.

En stor tak til dommerbesætningen, der – iført skitøj – på super professionel vis styrede j-80 feltet gennem vinterens sejladser.

J-80 feltet fortsætter nu det høje aktivitetsniveau hvor der hver tirsdag sejles sommercup i forbindelse med aftenmatcher i Rungsted/Nivå efter samme princip som VinterCuppen. Desuden er der planlagt Nivå Spring Cup den 12. – 13. maj samt Crown Cup i Rungsted d 9. – 10. Juni, og ellers ser man frem til DM i Vedbæk den 25-26 august.