Dragør Sejlklub har de senere år arbejdet målrettet på at kvalificere sig til at kunne afholde større stævner, og udvalgsmedlemmer i klubben er under uddannelse - der er investeret i grej og ny dommerbåd, alt sammen med fokus på løfte niveauet så et internationalt stævne kunne være en mulighed for klubben.
Så efter i de senere år at have afholdt Danmarksmesterskaber for forskellige bådtyper er klubben nu klar til noget større og internationalt. Klubben har derfor, i samarbejde med dansk drageklub, søgt og fået tildelt et såkaldt Grade One stævne for drageklassen.
Et Grade One stævne rangere lige under VM, EM og Gold Cup, som er de største events i drageklassen, og det er første gang et Grade One stævne skal afholdes i Skandinavien.
Udviklingen er vendt
For 10 år siden kunne vi i Dragør Sejlklub konstatere, at vi var nødt til at gøre noget, hvis klubben ikke skulle lukke. Vi havde medlemstilbagegang hvert år. Dels pga. alder men så sandelig også fordi vi ikke havde tilstrækkeligt med aktiviteter, der kunne tiltrække nye medlemmer. Situationen var ganske enkelt den, at der efter få år ikke ville være grundlag for klubben, hvis vi ikke foretog os noget, der kunne vende udviklingen.
Løsningen blev en ny bestyrelse med nye ambitioner og en temmelig diktatorisk bestyrelsesformand. Den nye bestyrelse præsenterede efter kort tid en vision om i klubben at skabe bedre samarbejder mellem klubbens forskellige udvalg, at arbejde for et øget medlemstal for såvel ungdom som seniorer, skabe et tættere samarbejde med vores nabosejlklubber, etablere en sejlerskole, indkøbe klubbåde og afvikle større kapsejlads-arrangementer.
Med engagement og uvurderlig støtte fra en række sponsorer i erhvervslivet samt Dansk Sejlunion er meget af visionen ført ud i livet. Således er Dragør Sejlklub i dag en ekspanderende sejlklub med en blomstrende ungdomsafdeling og en velfungerende og succesfuld sejlerskole med tre både på vandet alle ugens dage. Seneste tiltag er, at klubben også tilbyder sejlads på SUP's. Og udover klubbens ugentlige kapsejladser afholdes hvert år 2-3 stævner og en distancesejlads Two Star Saltholm Rundt. Og hertil kommer et klubliv med klubaftner, sociale arrangementer og fester.
Dragør Sejlklub har nu en sund økonomi, som betyder vi fortsat kan investere og udbygge klubben.
I 2022 fylder Dragør Sejlklub 100 år, men inden da indvier vi vores udvidede klubhus. Et klubhus der blev erhvervet i 1949 og som oprindeligt er bygget som Greisen's pakhus i midten af 1800-tallet.
For nogle år siden indgik Dragør Sejlklub en lejeaftale med en restauratør, og således rummer Dragør Sejlklubs klubhus nu også Café Dragør Sejlklub med en sublim beliggenhed lige i vandkanten ved Dragør Havns nordre mole.