Den kun 24-årige Sebastian Flesicher lavede et af surf-karrierens bedste resultater, da det blev til en imponerende bronzemedalje ud af hele 118 startende surfere.
Det skete ved det enorme S.A.R. Trofeo Princesa Sofia Cup på Mallorca, hvor alle OL klasserne, har dystet i ugen der er gået. Det har været i ganske varieret forhold, lige fra svag til meget luft, springende – fladt vand og bølger, jo der har været det hele.
Stærk under pres
"Jeg havde ikke de store forventninger, da jeg kom herned til stævnet. Men det var måske netop en fordel. Jeg har før kæmpet med et lidt for højt spændingsniveau, hvor jeg har ladet mig frustrere under sejladserne, når tingene ikke kørte. Det har jeg lagt bag mig nu, og det har så givet resultat," fortæller Sebastian Fleischer, der i ugens løb har præsteret en forrygende serie med placeringer i top-seks i otte ud af ti afviklede sejladser.
Skulle bare ud og brænde ALT af
Før lørdagens afsluttende Medal Race lå Fleischer side om side med en kinesisk surfer i kamp om bronzemedaljen.
"Jeg havde besluttet at være tilfreds uanset, om jeg fik medalje eller ej. Så jeg skulle bare ud og brænde ALT af. Dét var mit mål i Medal Race," forklarer Flesicher, der førte finalesejladsen det meste af vejen, indtil en fejl ved sidste topmærke betød, at et par konkurrenter slap forbi. Hans tredjeplads i mål var stadig rigeligt til at sikre bronzemedaljen.
"Det gælder om at nyde hver medalje, man vinder. Så dét vil jeg gøre. Det giver også noget selvtillid frem mod VM, som er mit store mål for sæsonen," siger Fleischer med adresse til OL-klassernes VM i Aarhus i august, hvor der samtidig uddeles nationspladser til OL i Tokyo 2020.
Fire danske både i lørdagens finalesejladser
Yderligere fire danske både var på vandet i lørdagens finalesejladser på Mallorca.
I Laser Radial havde Anne-Marie Rindom sikret sig den samlede sejr allerede fredag - uanset udfaldet af Medal Race. Her sluttede hun på en sjetteplads og ender med at vinde guldet med et bastant forspring på 15 point foran nærmeste forfølger.
I 49erFX sluttede de to danske besætninger stærkt af med placeringer som henholdsvis to'er og tre'er i Medal Race.
Samlet slutter Ida Marie Baad og Marie Thusgaard som bedste danske besætning på en fjerdeplads, mens verdensmestrene Jena Mai Hansen og Katja Salskov-Iversen ender på sjettepladsen.
Jena Mai Hansen skal i den kommende tid tilbage og sejle i Volvo Ocean Race. Derfor var Trofeo Princesa Sofia sidste planlagte FX-stævne for Jena og Katja før deres VM-forsvar i august.
I mændenes 49er slutter den nye besætning med Jonas Warrer og Jakob Precht Jensen som bedste danske båd på en samlet niendeplads
Næste store opgave for de danske landsholdsbåde bliver World Cup-stævnet i franske Hyéres sidst i april.