Rindom vinder på Mallorca FØR Medal Race

En helt fantastisk stabilt sejlende Anne-Marie Rindom kunne efter fredagen sejladser kalde sig vinder af den 49. Trofeo S.A.R. Princesa Sofia Cup - et stævne hvor hele verdenseliten har kæmpet i ugen der er gået.

Rindom går ind til lørdagens Medal Race med et kæmpe forspring på hele 23 point foran Alison Young (GBR) - verdensmesteren fra 2016, og med den regerende verdens- og OL vinder fra Rio Marit Bouwmeester (NED) på tredjepladsen, 31 point efter Anne-Marie.

Dagens sejladser var med placeringer som nummer 10 og 8 - og da Bouwmeester som hidtil nærmeste konkurrent blev noteret for to sekundære placeringer, helt nede som nummer 26 og 15, var sagen afgjort.

"Jeg er vildt glad og stolt over resultatet. Ikke kun over at vinde, men også over at have sejlet et rigtigt godt stævne. Jeg har bevaret roen og sejlet sikkert, men alligevel taget de nødvendige chancer," fortæller Rindom, der reelt grundlagde sejren tidligere på ugen med fem sejladser, hvor hun hver gang sluttede i top-tre.

Rival sat på plads

Rindoms sejr sættes i yderligere perspektiv af, at hun sætter sin "evige rival", den regerende verdens-, europa- og olympiske mester, Marit Bouwmeester (NED), på plads.

"Det betyder rigtigt meget at slå Marit på den her måde. Hun har været meget dominerende de seneste par år. Pludselig viser hun nu, at hun også kan lave fejl, det plejer at være vi andre. Jeg tror, hun blev stresset over at se hvor meget fart, jeg havde," siger Rindom, der i de to sejladser fredag kom i mål med placeringer som 10 og 8, hvilket var afgørende bedre end Bouwmeesters placeringer som 26 og 15.

Kæmpe boost frem mod VM

"Jeg er sikker på, at sejren giver mig et kæmpe boost frem mod VM. Også fordi, jeg har leveret gode sejladser i både blæsevejr og stille forhold her ved stævnet. Vi kan også forvente blandede forhold ved VM i Aarhus. Så jeg synes, det lover rigtigt godt," fastslår den 26-årige Horsens-sejler.

Triumfen på Mallorca kan måle sig med Rindoms hidtidige to World Cup-sejre, hvoraf den seneste kom i oktober 2017. Rindoms to største succeser er OL-bronze i 2016 og VM-guld i 2015.

Dansk windsurfer i medaljeduel

Også windsurferen Sebastian Fleischer har gode muligheder for at få metal med hjem fra Mallorca. Før Medal Race, lørdag, ligger Fleischer på en samlet tredjeplads side om side med en kinesisk surfer. De to kan meget vel ende i direkte duel om bronzemedaljen.

I 49erFX mistede Ida Marie Baad og Marie Thusgaard til gengæld deres podieplads fredag. De åbnede dagen med en tyvstart, fulgt op af placeringer som 19 og 11, hvilket sender dem ned på en samlet sjetteplads før Medal Race.







★ Artikel

★ Lamineret cockpitarm og timevis af lakering

★ Interview & Portræt

★ Portræt: Ny kaptajn ved roret i Dansk Sejlunion - Anders...

★ Test af motorbåd

★ Test: Bayliner V20 - Sjov og rummelig

★ Artikel

★ Vendée Globe: Nedtælling til verdens hårdeste...

★ Artikel

★ Rita IV: En konge værdig

★ Test af motorbåd

★ Test: Delphia 10 Sedan - Slowboat til gode oplevelser

★ Interview & Portræt

★ America's Cup: Dansk civilingeniør stadig en af de mest...





Udvalgte artikler *


Produktnyt

Hvis der er noget vi glæder os til...

USA: GM ind på markedet for e-motorer

Der er en ny kat i byen