Ny sponsor-partner til VM i sejlsport

Blue Water Shipping A/S bliver officiel logistikpartner ved VM i sejlsport 2018. Med indgåelse af sponsoraftale med Blue Water Shipping A/S er en central brik faldet på plads i forberedelser frem mod VM i sejlsport næste sommer i Aarhus.

VM i Aarhus bliver et af verdens største sejlsportevents. Det betyder blandt andet, at flere end 1.500 sejlere fra op mod 100 lande gæster Aarhus på samme tid. Derfor er det altafgørende, at der er 100% styr på logistikken.

VM chef Klaus Natorp udtaler: "Der ligger en kæmpe logistikopgave i kulisserne af et sejlsportsevent som VM og den korte afviklingsperiode gør, at alt skal klappe inden for kort tid. Blue Water Shipping har mere end 40 års erfaring med dette. De har et stærkt globalt netværk og kender Aarhus rigtig godt. Derfor er vi meget glade for partnerskabet".

Hos Blue Water Shipping er begejstringen gengældt: ”Vi har været i Aarhus i mange år og finder det naturligt at støtte op omkring byen og erhvervslivet. En del af vores strategi er, at være ”best in town”, hvilket betyder, at vi vil være de bedste indenfor blandt andet ”event logistics” og samtidig være en attraktiv arbejdsplads. Her ser vi partnerskabet med VM i Sejlsport som en unik mulighed" udtaler direktør for Blue Water Shipping, Jan Dam Poulsen.

Blue Water Shipping vil være til stede under VM som en del af det officielle Race Office. Her kan sejlerne henvende sig for transport og logistik opgaver og få svar på alle spørgsmål vedrørende fragt.

Op til og under VM kan sejlerne få løst følgende opgaver:

  • Shipping af konkurrencegrej, fra og til hele verden, via luft, sø, bil og kurerservice
  • Modtagelse af containere
  • Håndtering af de lokale toldmyndigheder
  • Transport til og fra event-område
  • Modtagelse og udlevering af forsendelser og pakker under eventen
  • Opbevaring, på sikrede områder, nær eventen
  • Ad hoc opgaver

Fakta om VM i sejlsport Aarhus 2018

  • Mere info: aarhus2018.com
  • Dato: 30. juli-12. august 2018
  • Officiel titel: Hempel Sailing World Championships Aarhus Denmark 2018
  • VM afvikles for samtlige 10 olympiske bådklasser på og ud for Aarhus Ø.
  • Kitesurfing er tilføjet programmet for første gang.
  • VM i Aarhus er den første store udtagelse til OL i Tokyo 2020.
  • 1.100 sejlbåde.
  • 500 deltagere fra ca. 100 nationer.
  • Mere end 800 frivillige.
  • En målsætning om 400.000 besøgende til den samlede event.
  • Sideløbende med VM afholdes en kæmpe folkefest på Aarhus Ø.
  • Følgende arrangører står bag VM: Dansk Sejlunion, Sailing Aarhus, Aarhus Kommune og Sport Event Denmark.