DM i Matchrace blev skudt i gang lørdag morgen, lige inden regnen for alvor lagde et koldt og vådt tæppe hen over Øresund, men tolv besætninger samt hjælpere og umpire var mødt op til et brag af gode og fair sejladser ganske tæt ved den Nordlige mole lige ud for Skovshoved havn.
Tolv besætninger har i weekenden kæmpet om Danmarksmesterskabet i matchrace. Weekendens vinder besætning var Joachim Aschenbrenner, Hans-Christian Rosendahl, Lars-Peter Rosendahl, Simon Østergaard og Jonas Funk der vandt overlegent DM i Matchrace 2017 uden at tabe en eneste sejlads. Stort tillykke til den ambitiøse og stærke besætning.
Team Aschenbrenner på vandet.
Ikke en døende race
Kongelig Dansk Yachtklub har med deres seks DS 37 besluttet, at matchrace i enkeltskrogs både ikke er en døende race. "Det er helt fantastisk at være med til at se, hvordan klubben og bådene stadig lever, og at der kommer nye ansigter til matchracen", udtaler Marianne Middelton efter at have været chefopmand til dette års DM. "DS 37erne er bare verdens bedste både til Matchrace", sådan afslutter Marianne Middelton sin tale og tak til sejlerne ved dette års DM i matchrace. Marianne havde et stærkt opmands hold bag sig til stævnet, og det er dejligt at møde sejlernes respekt for hele teamet.
DM blev sejlet i KDY's DS37ere.
Vindforholdene var perfekte og sejlerne fik masser at arbejde med, selv efter en hel lørdag med regn var humøret højt, og alle var klar til en hyggelig middag i Restaurant sejlklubberne, hvor der var plads til at fortælle lidt røverhistorier fra de varme lande.
I flot efterårsvejr
Søndag klarede det op, og den skønneste efterårs sol bød sejlerne velkomne på vandet. Alle planlagte sejladser blev afholdt, og det var en fornøjelse at se sejlerne kæmpe om guldet og placeringer fra 1.-12. Efter et godt matchrace år i KDY med deltagelse i European Match Race Tour og afholdelses af DM, så håber Stævneleder Ingeborg Gayle Nielsen fra KDY, at 2018 kommer til at bringe endnu flere fantaktiske stævner til klubben.
Tolv hold deltog i dette års DM i Match Race.
Stærke og dygtige kvinder kom helt til tops ved dette års DM, og det bliver ikke sidste gang, at KDY kommer til at byde netop disse hold tilbage til mere matchrace i 2018.
Stævnet blev afsluttet med en flot præmieoverrækkelse med præmier fra KDY's sponsor Key West og Helly Hansen. Joachim Aschenbrenner holdt flot og stærk følelsesmæssig tale til Marianne Middelton som har været og er af stor betydning for netop ham og hans sejlerkarriere.
DM Match Race 2017
1. Joachim Aschenbrenner, Danmark
2. Anna Östling, Sverige
3. Rasmus Viltoft, Danmark
4. Trine Palludan, Danmark
5. Louise Christensen, Danmark
6. Toby Austin-Fraser, New Zealand
7. Jeppe Borch, Danmark
8. Felix Jacobsen, Danmark
9. Mads Degnegaard, Danmark
10. Henrik Christemsen, Danmark
11. Nicolai Lygum, Danmark
12. Klaus Bech, Danmark