DM i holdsejlads for Optimistjoller var en fest

I hjertet af København blev DM i holdsejlads for Optimistjoller sejlet. Peblingensø er umiddelbart ikke det, man ville forbinde med et kapsejladsstævne for Optimistjoller. Men det var rammen for 11 hold og godt 60 Optimistjollesejlere i forrige weekend. Men rammerne var på mange måder perfekte, idet sejlerne var tæt på det nysgerrige publikum, der kunne følge sejladserne på første række. Var man ikke på forhånd kendt med kapsejladsregler, så hjælp det, at der var livespeak både lørdag og søndag.

Hele holdet skal yde

Det særlige ved holdsejlads er, at det ikke hjælper noget, hvis én fra holdet sejler godt. Man skal gøre det godt som hold - hjælpe hinanden og sørge for at ens holdkammerater kommer med rundt på banen, og gerne i et frisk tempo, så man kan slå konkurrenterne fra de øvrige sejlklubber.

Da vindforholdene på Peblingesøen ikke var optimale, så valgte baneledelsen at gennemføre finalesejladserne mellem KDY 1 og Hellerup Sejlklub 1 samt sejladsen om 3. pladsen mellem Egå Sejlklub 1, Egå Sejlklub 2 og Hellerup Sejlklub 2, der alle var à point efter indledende round robin.

KDYsejlads

Sejlads på Peblingesø i København med Optimistjoller.

Kampen om første og andenpladsen blev faktisk så tæt, at der måtte en ”omsejlads” til, fordi kapsejladsledelsen ikke var i stand til at udpege en vinder af en af finalesejladserne, hvor seks både gik i mål inden for to sekunder! End ikke på en video kunne det afgøres, hvem der vandt. I den efterfølgende sejlads vandt KDY dog.

Det vil sige, at KDY 1 løb med titlen som Danmarksmester i holdsejlads for Optimister, mens Hellerup Sejlklub tog sølvet, og bronzemedaljerne gik til Egå 1. Som Musto-ambassadoren, Mads Wegener fra Egå Sejlklub udtalte efterfølgende: "Holdsejlads var sjovt og vildt, men stressende". Mads sejlede i øvrigt med på Egå Sejlklub 2, der sluttede som nummer fem ved DM.

Resultat DM Holdsejlads Optimist

1. KDY 1

2. Hellerup Sejlklub

3. Egå Sejlklub 1 (bedste mix)

4. Hellerup Sejlklub 3 (bedste U12)

5. Egå Sejlklub 2

6. Sletten Bådeklub

7. Svendborg Sund Sejlklub

8. Team Fyn

9. Hellerup Sejlklub 2

10. KDY 2

11. KDY 11 (bedste pige)