Claus Hovgaard fra Vejle snuppede sejren i weekendens H-båd Liga foran Claus Høj Jensen, som hele året har været suveræn i H-båds klassen.
I let vind er det altid svært at sejle i Brejning, som ligger bag høje skrænter på sydsiden af Vejle fjord. Det er ofte korte baner med mange vindspring og en smule strøm, der udfordrer sejlerne.
Claus Hovgaard fortæller, at det var et meget tæt opgør mellem fem både, som alle kunne vinde stævnet inden sidste sejlads. ”Vi havde lækkert klassebådsræs denne weekend, og det var rigtig tæt pointmæssigt. Vi har overskud i vores team lige nu og gasterne Henrik Knude Larsen og Palle Koch gør det fantastisk. Samtidig føler jeg, at vores udviklingsarbejde med Elvstrøm Sails bærer frugt. I sidste stævne i Aarhus var vi meget tæt på sejren, og i denne weekend lykkedes det”.
Sådan ser man ud, når man lige har vundet over Claus Høj Jensen aka Mr. H-båd. Foto: Mogens Roy.
Resultatet af H-båd Liga stævnet Comwell Cup
1. Claus Hovgaard, Henrik K. Larsen og Palle Koch. Sejlklubben Neptun Vejle
2. Claus Høj Jensen, Frederik Dahl Hansen og Rasmus J. Andresen. Herslev Strand Sejlklub
3. Thomas Sennels, Thomas Hannibal, Eva Kavanagh og Ellen Kirkegaard. Århus Sejlklub
4. Anders Bertelsen, Søren Lund, Henning Bach og Martin Kærup. Århus Sejlklub
5. Hans Ebler, Hans Chr. Lytzen og Stefan Jansen. Sejlklubben Neptun Vejle
Se resultatliste fra Comwell Cup i Brejning her.
Suveræn liga mester
Claus Høj Jensen og hans gaster blev med andenpladsen i dette stævne en suveræn samlet vinder af årets H-båd Liga. Besætningen blev også lørdag aften behørigt hyldet for deres sejr ved VM stævnet på Vierwaldstätter See i Schweiz.
Claus Høj Jensen og besætning blev hyldet ved årets sidste H-bådsligastævne. Foto: Mogens Roy.
Samlet resultat af årets H-båd Liga
1. Claus Høj Jensen DEN 597. Herslev Strand Sejlklub
2. Claus Hovgaard DEN 569. Sejlklub Neptun Vejle
3. Anders Bertelsen. DEN 586. Aarhus Sejlklub
4. Thomas Sennels. DEN 619. Aarhus Sejlklub
Haarup Mixer Cup om 14 dage
H-båds klassen fortsætter med endnu et kapsejladsstævne på Silkeborg Søerne. Der har altid været mange aktive H-både på søerne i det midtjyske Søhøjland og Silkeborg Sejlklub har siden 1976 været arrangør af det blandt sejlerne meget populære stævne. Se mere om Haarup Mixer Cup her.