Nacra 17 VM: Filmen knækkede for Lin Ea og C.P.

En forrygende start blev forvandlet til et acceptabelt resultat, da VM i Nacra 17 sluttede søndag. Ugen startede ellers så flot, og midtvejs førte den danske båd i hele to dage VM stævnet. Men vekslende forhold var umiddelbart årsagen til de pludselige noget mere jævne resultater. På seks sejladser smed de over 60 points på kontoen, og når vi ser på slutresultatet, så handler det om 31 points, så havde guldet været hjemme. Sådan skulle det ikke gå - på Sejlerlandsholdets FB-side kan man læse:

Desværre ny skuffelse lørdag. Lin og C.P. måtte notere en 17-12-12 serie, hvilket sender dem ned fra 4. til 9. pladsen før sidste VM-dag, søndag. Det kommer efter, at de fredag med en 16-13-13 serie mistede deres daværende førerposition.

"Vi rammer den heller ikke helt i dag (lørdag, red.). Vi havde let, ustabil vind, og det var rigtig svært at forudse hvilken side af banen, man skulle vælge. Vi er desværre uskarpe i starterne - og derfor hele tiden på bagkant i sejladserne", skriver Lin og C.P. i en update - hvor de understreger, at fighterviljen er med hele vejen'

De nye verdensmestre i Nacra 17 er britiske og hedder Ben Saxton og Katie Dabson. Lin og CP er naturligvis skuffet over VM. "Sikke en rutsjebanetur det her VM har været. Dag seks (sidstedagen, red.) bød på to guldfleet sejladser i 17-20 knob. Vi sejler super hurtigt og får taget gode beslutninger og leverer 4. & 7. plads Dette placerede os på en foreløbig femte plads inden medalrace. Pointsene var tætte, og vi havde stadig mulighed for at nå podiet, hvis tingene flaskede sig. Efter lidt tid på land blev vi sendt på vandet igen til medalrace. Vi var klar til at give den ALT for at vinde racet. Vi runder topmærket ét og har så meget fart på på læns, at vi simpelthen misser layline, det koster os føringen, og derfra flasker tingene sig bare ikke for os. Vi ender racet på 8. pladsen ligesom vores endelige placering til stævnet", lyder det fra Lin og CP.

Tid til efterrationalisering

"Foran os har vi nu et par dage med pakke- og køreshow, hvor vi kan få tid til at tænke over stævnet. Tusind tak for AL støtten - det har været fantastisk under nogle ellers hårde dage", slutter den danske duo, der satser benhårdt på at skulle repræsentere Danmark ved OL i Tokyo i 2020.

Den anden danske besætning med Anette Viborg og Mathias Bruun sluttede på en 22. plads ved VM. Viborg og Bruun kan som VM-debutant og kort tids forberedelse glæde sig over flere stærke placeringer i de indledende sejladser, blandt andet en 2'er, en 4'er og tre 7'ere.

Nacra 17 VM 2017

1. Ben SAXTON/Katie DABSON (GBR) 92pts
2. Fernando ECHAVARRI ERASUN/Tara PACHECO van RUNSOEVER (ESP) 95pts
3. Ruggero TITA/Caterina BANTI (ITA) 109pts
4. Gemma JONES/Jason SAUNDERS (NZL) 111pts
5. Paul KOHLHOFF/Alicia STUHLEMMER (GER) 115pts
6. John GIMSON/Anna BURNET (GBR) 115pts
7. Moana VAIREAUX/Manon AUDINET (FRA) 121pts
8. Lin Ea CENHOLT/Christian Peter LUBECK (DEN) 122pts
9. Iker MARTINEZ/Olga MASLIVETS (ESP) 128pts
10. Olivia MACKAY/Micah WILKINSON (NZL) 129pts