Det er bestemt ikke hverdags kost for Anne-Marie Rindom at starte et stævne ud med at være på side to på resultatlisten! Ikke desto mindre er det tilfældet ved årets VM i Laser Radial, hvor OL bronze vinderen fra Rio har fået en ganske forfærdelig start på stævnet.
Med placeringer i bunden af øverste fjerdedel som 24-19-19 hører bestemt til sjældenhederne for Rindom. Meget svag vind og drilske forhold har været en stor udfordring, men et super flot 'come-back' i de tre efterfølgende sejladser bring Rindom frem i det samlede regnskab og der hvor vi er vandt til at finde den stærke Radial sejler. Med serien 4-3-4 bringer Rindom sig op på en samlet 11. plads.
På Sejlerlandsholdets facebook side kunne man i går eftermiddags læse:
Anne-Marie Rindom er ved at RETTE OP på en tung start ved Laser Radial-VM i Medemblik, Holland.
Onsdag kom Rindom i mål med en 3'er og en 4'er. Hun hopper dermed otte pladser frem som samlet 11'er efter i alt seks sejladser. Rindom åbnede stævnet med en 24-19 serie på førstedagen (mandag) - fulgt op tirsdag af mere brugbare 19-4.
"Det har ikke lige været en drømmestart for mig. Vinden er meget svag, og bølgerne er store og irriterende. Humøret er til gengæld højt, og jeg bliver ved med at kæmpe til sidste dag" skriver hun i en update - vel at mærke før de gode placeringer onsdag.
Helt i toppen har tre sejlere, bl.a. den altid stærke belgier Evi van Acker, skilt sig ud med 21 og 22 nettopoint, Rindom har 49. Dog har alle i toppen tunge placeringer på slæb, så meget kan stadig ske.
I alt er 99 sejlere til start - fordelt på to kvalifikationsfelter i yderligere to sejladser.
Næstbedste dansker er Anna Munch, der efter onsdag (32-20) ligger samlet 61. Hun har bl.a. en opmuntrende 6. plads fra første sejlads som sin bedste placering hidtil. Laura Kragh Frederiksen er nr. 90 (27-40 onsdag).