DM i CB66: Læs munter beretning fra et topklasse stævne

Danmarksmesterskabet for CB66 klassen blev traditionen tro afholdt i Hornbæk 11-13. august hvor Henrik ‘Hønse’ Paulsen stod for arrangementet på vand såvel som på land. Mesterskabet havde tiltrukket 20 både hvoraf Sverige stillede med 9 besætninger.

Fredagens sejladser startede klokken 13:00 og blev afviklet i let vind på 3-4 m/s fra vest-nordvestlig retning. Hornbæk viste sig endnu engang at være et af Danmarks sværeste steder at sejle med hensyn til komplicerede strømforhold og tilhørende vindforhold. På vores små baner under land var det ganske svært at finde rundt og forholdene ændrer sig meget i løbet af dagen.

Der blev afviklet fire fine sejladser som chefen for det hele Henrik “Hønse” Paulsen fyrede af som perler på en snor. De forsvarende mestre på DEN-164/Dirty Diana, Ulrik, Simon og Michael viste stort taktisk overblik og lagde sig allerede på førstedagen klart i spidsen med en serie på 2-1-1-3 og 7 point.
Kampen om andenpladsen var noget tættere med tre både i infight: SWE-160/RipRapRup med 15 point, DEN-107/Donatella med 16 point og DEN-155/Mænd der elsker kvinder igen med 16 point.
Andre både der viste storform fredag var DEN-162/Lille Clara på femtepladsen med 20 point samt DEN-151/Sugar Baby.

Mole GT

Hornbæk Havn har i 2016 bygget en fantastisk stævnebro ved nordmolen, og her stod Rasmus Knude klar med en “mole-gin-tonic”, da vi kom ind. Rasmus er tidligere formand for CB66 klubben og ved, at sejlerne sætter pris på det gode liv. CB66 har tidligere haft Jensen Bermondsey Gin som sponsor og nu havde Rasmus en Vanagandr London Dry Gin med til festlighederne. Serveringen med appelsinskal var dog lidt kontroversiel, hvor vi tidligere har haft lime, agurk og rosmarin.

NOMA lignende steg

Fredagens middag blev afholdt i Bådeklubbens dejlige lokaler med et særdeles eksperimenterende nordisk køkken. Modsat alle trends med langtidsstegning blev kødet lynstegt ved at der først blev sat ild til grillen, hvorefter den blev slukket med en pulverslukker. Sejlerne var dog noget skeptiske ved denne NOMA-lignende opskrift, og derfor blev hurtigt bragt nye forsyninger, tilberedt på traditionel vis.

Efter middagen fortsatte aftenen på Det Fedtede hjørne med musik, dans og diskussioner i baren, men ifølge ‘klassereglerne’ er der referat forbud fra disse selskabelige aktiviteter...

Slap kræfterne op?

Lørdag blev starten kortvarigt udsat, da dommerbåden lige skulle skubbes i gang, og der var vist også en svensk båd, der havde lidt start vanskeligheder efter fredagens ‘program’.
De første sejladser blev afviklet i lette vindforhold med 3-4m/s fra vest, hvorefter der ved 11 tiden kom 7-8m/s. Surfturene var dog en kortvarig fornøjelse, da det igen løjede til 3-4m/s efter et par sejladser.
“Mænd der elsker kvinder” havde forberedt sig rigtig godt på lørdagens taktik i baren fredag aften. Taktikken viste sig ganske effektiv, da de lagde ud med to prikker, hvorefter Dirty Dianas store forspring var reduceret til kun seks point og spændingen genetableret.

De skulle dog muligvis være blevet hængende lidt længere i baren, da vindertaktikken, og måske kræfterne slap op? De fulgte prikkerne op med ustabile resultater og placeringer både i top-3 og midt i feltet.

Samlet sejlede vi otte sejladser og 'Dirty Diana' viste hele dagen stor evne til at sejle sig op gennem feltet, når de kom i problemer på startlinien eller ramte et vindhul. Med en fjerde plads som dårligste resultat, blev der aldrig for alvor tvivl om lørdagens topplacering. Ellers var det DEN-165/Attention Solutions der strålede om lørdagen.

Rolig lørdag aften

Lørdag aften var der gallamiddag med buffet på Restaurant Hansen et par hundrede meter fra havnen.
Aftenens stemning var mere eftertænksom sammenlignet med den løsslupne stemning fredag aften. Årsagen hertil fandtes i DMIs vejrudsigt, der havde varslet 8-13m/s fra nordvest til søndagens sejladser.

artiklen fortsætter under billedet...

CB66

Go' stil og ren hygge. Middag for CB66 sejlerne. Foto: Hannibal Paulsen

På den overriggede CB66er kræver disse vindforhold stor fysisk i hængestropperne hvor alle sejlere hænger både op og ned af bakke. Forberedelserne til søndagens sejladser begyndte derfor allerede lørdag aften med at tømme buffeten, og derefter en rolig hånd med Baroloen, som Andreas med sikker sans udvalgte på vinkortet.

Traditionel DMI bommert

Søndag morgen skulle det dog vise sig at realiteterne var endnu værre end DMI havde varslet. På bådene i havnen blev der målt alt fra 10-17 m/s fra NV.

Hønse udsatte derfor starten med en time, så der blev tid til en ekstra kop kaffe mens overdommeren personligt sejlede ud i en RIB for at kontrollere forholdene. Da Hønse kom i land var beslutningen klar. Han havde målt 13-14m/s i gennemsnit på banen. Desuden ville det ikke være sikkert at komme ud af havnen for sejl på grund af store bølger og kraftig strøm.

Danmarksmesterskabet 2017 var dermed afgjort efter 12 sejladser og genvundet af 'Dirty Diana' med 19 point efterfulgt af ‘Mænd der elsker kvinder’ med 44 og Donatella med 50 point.

Hornbæk-arrangementet er et all-inclusive arrangement med morgenmad, madpakker og aftensmad i topklasse. Der gives dog dispensation til at overnatte i andre byer og indkvarteringen viser alsidigheden i klubben: Der er alt fra tipi-telt på stranden over lokale sommerhuse og Airbnb. Årets trend var dog følgebåde med to stk Swan-46 og flere både i 34-36 fods klassen.

Stor tak til Hønse for årets arrangement og den gode melding om vi fortsætter stimen af Danmarksmesterskaber i Hornbæk i 2018.

Herligt med den store deltagelse fra broderlandet og Nordic Sailing League 2017 afgøres med finalestævnet i Halmsted 30.September - 1.oktober.

Donatella fik vi bronze medaljerne efter et fint stabilt stævne. Havde vi bare ikke lige fisket top mærket med T-kølen elller .... Det kræver lidt mere træning at bestige de finere trin på skamlen.

Sejlerhilsen

Per Baastrup







★ Tursejlads

★ Familien Nissen - Hvordan kommer man i gang?

★ Tursejlads

★ Familien Nissen - Sådan kom vi i gang

★ Artikel

★ Kend vejrmodellerne og brug dem rigtigt

★ Artikel

★ Sejl dig sund - brug havet som medicin

★ Artikel

★ Har The Ocean Race en holdbar fremtid?

★ Test af sejlbåde

★ Kom billigt og trygt ud at sejle

★ Test af sejlbåde

★ Fire gode både til familie og race

★ Tursejlads

★ Mit melanesiske eventyr: Et krydstogt fra Australien til...

★ Artikel

★ Svenske fyr bliver mere driftssikre





Udvalgte artikler *


Produktnyt

Hvis der er noget vi glæder os til...

USA: GM ind på markedet for e-motorer

Der er en ny kat i byen