Dansk bronze ved OK EM i Faaborg

Bo Petersen vandt bronze ved OK EM i Faaborg, hvor 130 sejlere fra ni lande deltog. Det største stævne, der i nyere tid er sejlet i Faaborg.

Danmark sejler atter medalje hjem i sejlsport. Denne gang skete det i OK-jollen, Danmarks største klasse for voksnejolle-sejlere.

Det blev den 54-årige Hellerup-sejler Bo Petersen, der tog EM-bronze i Faaborg, hans tidligere hjemby.

For et år siden i Holland vandt Bo Petersen europamesterskabet, men denne gang kom der nyt blod i klassen, da den 22-årige nordmand Lars Johan Brodtkorb tog sejren.

Den norske sejler, der er dobbelt verdensmester i den anden klasse, Europajollen, lagde ud med to førstepladser, da stævnet startede i onsdags på Faaborg Fjord. Siden førte han stævnet i tæt fight med en britisk sejler.

Finale-sejladserne lørdag udeblev desværre for de 130 sejlere, da det blæste mere end 13 m/sek. Men aflysningen passede fint for Bo Petersen, der havde svært ved at nå en sølv- eller guldplads.

- Jeg er mere end lykkelig for bronzen. Jeg havde kun en halv procents chance for at få guld eller sølv, men kunne let sætte bronzepladsen til, da jeg kun var tre point foran svenskeren (tidligere verdensmester Thomas Hansson-Mild, red.), forklarer Bo Petersen, der til dagligt er arkitekt.

Det vakte især varme følelser at bronzen kom i hus på sejlerens tidligere hjemmebane.

- Jeg er stolt over at Faaborg Sejlklub har leveret over forventning. De har især lagt kræfter i at så mange tilskuere kunne komme gratis på vandet, og at der blev sendt fra vandet inde på land via storskærm, forklarer Bo Petersen.

EM i Ok-jolle, slutstilling, 130 både, ni nationer

1. Lars Johan Brodtkorb, Norge, 8 point
2. Charlie Cumbley, England, 10 point
3. Bo Petersen, Danmark, 21 point