OK EM - Bo Petersen med i top 3

Efter halvdelen af stævnets ti sejladser er Bo Petersen bedste dansker på en tredjeplads, mens nordmanden Lars Johan Brodkorb stadig fører EM i Faaborg, skarpt forfulgt af britisk sejler.

Tre sejladser blev der torsdag gennemført i frisk vind på Faaborg Fjord, hvor 130 sejlere fra ni lande kæmper lige nu frem til lørdag, hvor feltet deles i guld og sølv.

22-årige Lars Johan Brodkorb fører stadig EM, men kun med ét point mindre end britiske Chrlie Cumbley, der havde dagens bedste serie med to første- og en andenplads, mens nordmanden sejlede to anden- og en førsteplads i hus. "Nordmanden læser vindspringene rigtigt godt. Jeg sejler hurtigere end ham på kryds, men han sejler hurtigere på læns (vinden i ryggen, red.) end jeg", fortæller den britiske sejler, der er dobbelt britisk mester i Finnjolle-klassen.

Nordmanden var pænt til tilfreds, men skulle lige vænne sig til tang i vandet, forklarede han roligt.

Dansker går efter bronzeplads

Bo Petersen, der lige nu er på tredjeplads efter dagens placeringer 3, 8 og 2 er også tilfreds, men han ved godt, han er presset, hvis han skal vinde EM.

20369094 1607951289237976 3686094016938459694 o

"Jeg tror ikke lige, jeg vinder VM. Der er nogle, der har gearet og vinden med sig, men den gamle gråmis vil kæmpe til det sidste, men det åbner for, at jeg kan komme på podiet. Men det er virkelig meget tricky at sejle på Faaborg Fjord", siger den 53-årige sejler, der til dagligt er arkitekt.

Livedækning på lørdag

Stævneleder Jakob Frost fra Faaborg Sejlklub er tilfreds med afviklingen i dag. "Vi følger tidsplanen, og banelederen har formået at starte uden, at der bliver omstarter. Og nu har vi gennemført halvdelen af sejladserne, og vi ser frem til finalen på lørdag, hvor vi sender live fra vandet og har drone i luften. Vi vil gerne gøre noget for publikum, og i dag var der også mange gæster på vandet helt gratis", lyder det fra Frost.

Stillingen EM OK jolle 2017

1. NOR 428 Lars Johan Brodtkorb 5
2. GBR 1 Charlie Cumbley 6
3. DEN 1471 Bo Petersen 15
4. NZL 573 Luke Gower 16
5. SWE 100 Thomas Hanson-Mild 16
6. GER 71 Andre Budzien 17
7. POL 1 Tomasz Gaj 18
8. NZL 566 Greg Wilcox 20
9. SWE 797 Mats Caap 20
10. GER 772 Oliver Gronholz 22