Gyser afslutning på årets Star VM - nummer to og tre á point - se video

Star VM i Troense blev afsluttet med en fantastisk dag på vandet, hvor sjette sejlads blev afviklet i 10-14 knob, små hvide lammeskyer på himlen og over 20 grader, så kan Danmark vist ikke vise sig frem på en smukkere måde.

Men, sejlerne fortjente også denne afslutning. Efter en uge med alt – underforstået, både regn, kuling og kulde, så er jeg sikker på de brede smil er på sejlernes læber efter dagens ene sejlads.

Sjette sejlads skulle vise sig at blive mega spændende, idet Lars Grael, som lå nummer to samlet, kom bedst fra start. Bådmagasinet havde Lars Kiær på vandet, og til redaktionen beretter Kiæren om Graels fantastisk læ start.

’Grael får simpelthen den læ start, og efter kort tid vender han ind foran hele feltet, og med den førende Melleby godt pakket ned, lå guldet i hænderne på Grael', fortæller Lars Kiær direkte fra havnen i Troense.

Grael formåede i løbet af sejladsen at holde sig fremme, mens Melleby på et tidspunkt lå nummer 10!

Men ud på sidste opkryds, hvor Grael runder først, lød opdateringen således: Lars Grael BRA/Samuel F M Gonçalves BRA and Johannes Polgar GER/Markus Koy GER rounded the leeward gate simoultanously on each mark. Eivind Melleby NOR is 10th. Which means that Lars Grael is still at the moment on top of the overall. 

Det lykkedes altså ikke for Grael at holde i mål, men for Melleby at sejle sig op som nummer syv, og da Grael samtidig dumpede ned som nummer fire, ja så gik VM guldet altså til Melleby/Revkin som sejler under KNS stander.

Eivind Melleby, Norge og Joshua Revkin USA kan altså senere i dag træde øverst op på podiet som Star verdensmestre 2017.

Lars Grael slutter som nummer to á point med tyskeren Reinhart Schmidt, men i kraft af flest førstepladser (en, red.) så bliver klassens præsident Lars Grael og Samuel Goncalves nummer to i stævnet.

Forhenværende verdensmester Diego Niegro ITA, slutter som nummer fire, et point fra Grael og Schmidt, så kom ikke og sige det ikke var spændende. Når podiet + nummer fire slutter med 18, 20, 20 og 21 point  netto, så skulle der ikke været sket meget for at det hele havde set anderledes ud.

Bedste danske team

Ud af hele 12 dankse team, det højeste antal nogensinde ved et VM, blev det de lokale helte Flemming Sørensen og Niels Hansen Thrysøe fra Troense, som trods en udgået som fratrækker, lykkedes at blive bedste danske båd på en samlet og flot 15. plads.

Det er ganske imponernede, taget i betragtning at Flemming har haft ganske meget andet at tænke på disse dage, for selv om han har været bakket fantastisk op af et hårdt arbejdende shore-crew, så er han idé og ophavsmanden til hele stævnet i Troense, noget der ikke kan undgå at kaste lidt mere af sig end bare lige. Tillykke herfra ...

Stor succes

Star VM i Troense er slut. Arrangørerne kan se tilbage på en succes ud over alle grænser. Vejret kan vi heldigvis ikke gøre noget ved, men ALT hvad der stod i deres magt, var udført sublimt og til topkarkater.

Mange sejlere har også udtrykt deres begejstring, med det setup og den service som arrangørerne lagde for dagen. En ting har de specielt fremhævet – det er fantastisk med et stævne, uden at fornærme nogen, lidt ude på landet - på denne måde her, bliver sejlerne på stedet, og hygger sig. I en ’storby’ forsvinder de efter dagens sejladser, så et stævne sådan et sted opnår på ingen måde samme kvalitet.

Top fem: 

GULD: Melleby NOR / Revkin

SØLV: Grael BRA / Goncalves

BRONZE: Schmidt GER / Sradnik

Niegro ITA / Lambertengi

Mergelbach GER / Faith