Anden og sidste etape af årets AFI Marine 2Star bød søndag på en flot sejldag med frisk vind fra vest. De fire folkebåde satte sig på de fire første pladser overalt
Deltager hædret i Ballen
Under festmiddag lørdag aften var arrangørerne og AFI Marine hurtige til at fremskaffe en ekstra præmie i form af den helt nye lokale Gin, Sams Gin, som netop er blevet lanceret på Samsø af de lokale Sams Destillery.
Den ekstra ordinære pris blevet tildelt Thomas Kragh og Peter Schmidt, som sejlede i en Nissen 10M, og lørdag udviste et engagement ud over det sædvanlige. Thomas havde tilmeldt dem for lang tid siden, men i sidste uge mente Thomas´ arbejdsgiver, at han skulle en tur til Kina. Thomas landede lørdag morgenen kl. 08:30 i Amsterdam, samme tid som folkebådenes start gik, og herefter gik det med fly til Billund, og hurtigt videre til Århus, hvor besætningen startede med 1,5 times forsinkelse. De hentede dog to både på vej mod Samsø, og vandt stor respekt blandt de øvrige deltagere for deres kæmpe engagement.
Listig taktik banede vejen for den samlede sejr
Igen i år var det den forsvarende mester Michael Belvad i folkebåden FD 691, Tricky Trickster, som vandt stævnet overalt. Han grundlagde sejren med en flot sejlads lørdag, som han søndag fulgte op med en lille genistreg, og gik meget tæt ind under land da Samsøs sydvestlige hjørne skulle passeres.
Hermed sparede han mange meter, og kom hurtigt ud i den nordgående strøm og friske halvvind, som hurtigt bragte ham og de øvrige deltagere mod mållinjen ud for Århus lystbadehavn.
2017–udgaven af AFI marine 2Star sejladsen vil blive husket som en af de hurtigste nogensinde, og det var da også lige før at Jan Pedersen og Klaus Natorp i deres DB 22 overraskede dommerne ved at være tilbage ved mållinjen allerede søndag kl. 13:30. Samtidig var det perfekt sejlervejr både lørdag og søndag, så alle deltagerne i det rekordstore felt med 110 startende både havde en rigtig god weekend.
Folkebådene sætter sig igen på tronen
Michael Belvad og Flemming Dahlhof Jensen i Folkebåden, ”Tricky Trickster” fik også lagt forholdsvis stor afstand til de tre øvrige folkebåde, da han samlet sejlede mere end 10 minutter fra Peter Brøgger og Bo Stævne i Folkebåden ”Brøgge Bruse” på anden pladsen.
De havde til gengæld et meget tæt race med de øvrige to folkebåde, hvor det kun var ca. 3 minutter, som skilte dem fra den sidste folkebåd, som kom ind som nummer fire overalt.
Herefter er der et hul på ca. ½ time, inden man finder Albin Expressen, DEN 115 med Søren Juel og Carsten Hansen. Michael Belvads og Flemming Dalhof Jensens sejr var så suveræn, at formanden for Århus Sejlkub, Jens Erik Hansen ved præmieoverrækkelsen kærligt klappede vandrepokalen, som af mange betragtes som det grimmeste sejlertrofæ i Danmark, og sagde: ”At der er to måder at komme tæt på denne vandrepokal. Den ene er at være den som overrækker pokalen til vinderne. Den anden er at købe en folkebåd”.
Se galleri-foto fra første etape til Ballen her, alle taget af: Pantaenius/Niels Kjeldsen
Link til resultatlisten for begge dages sejladser og samlet overalt her