Vegvisir: Stjernemeteorolog giver vejrbriefing

Meteorolog for OL-sejlerne i London 2012 klæder deltagerne i Vegvisir Race på, så de kan træffe de bedst tænkelige valg.

Der bliver meteorolog Mikkel Oldrup, der giver deltagerne i den nye 2Star kapsejlads Vegvisir Race det vejrmæssige oplæg, inden de tager ud på enten den grønne eller røde bane. Og vejrbriefingen er særlig vigtig for denne sejlads, da deltagerne som noget helt nyt selv vælger om de går med eller mod uret rundt på to baner.

mikkel oldrup 01

Mikkel Oldrup.

Mikkel Oldrup har et indgående kendskab til sejlsporten og har blandt meget andet leveret vejrbriefinger og prognoser til de danske OL-sejlere under OL i London, hvilket var med til at sikre Danmark medaljer i Finn-jolle og 49’er.

"Mikkel Oldrup kommer til at give en objektiv prognose for vind og strøm. Jeg er mere end sikker på, at han også kunne give et meget kvalificeret taktisk oplæg om hvor vidt sejlerne bør gå banen rundt med eller mod uret, men det får han ikke lov til, da det er deltagernes eget ”Call”. Sejlere er vant til at være taktikere, men denne gang skal de også være strateger, når de vælger den helt overordnede rute", siger Morten Brandt, der har udviklet konceptet, som afvikles i samarbejde med Guldborgsund Kommune og fem lokale sejlklubber.

Der er nu mindre end en uge til premieren på den nye 2Star-sejlads, der starter torsdag den 22. juni kl. 19.00 i Nykøbing Falster. Du kan læse meget mere om sejladsen her og komme direkte til tilmeldingen her