I sidste uge afholdt Barbados Yacht Club VM for OK joller, og i dag mandag, går det løs med Finn Masters, noget af en mundfuld for den lokale sejlklub.
Fire seje danske Finnjollesejlere plus 136 andre fra 21 nationer, er klar til at dyste om fire titler - Masters, Grand Masters, Grand Grand Masters Legends and Finn Masters World Champion
Frank Hansen, Lars Hall og Otto Strandvig og Michael Staal var søndag aften med til en i særklasse god åbnings ceremoni i Barbados Yacht Club. Med fri bar, mere end rigeligt lokale delikatesser, live steelband og ikke for lange taler, blev den gode stemning fra en lang dag på vand og land fuldendt.
Michael Staal udtaler til Bådmagasinet. 'Vi glæder os naturligvis til at sejle under varme himmelstrøg i frisk vind, samt ikke mindst hilse på vore mange udenlandske venner, og på den sociale side gør arrangørerne sig også meget store anstrengelser for, at det skal blive et mindeværdigt Masters', hvilket åbnings ceremonien kunne tyde meget på.
Det er nu man godt kan ærgrer sig over ikke at sejle Finn. Et Steelband og fri bar sørgede for underholdningen ved Finn Masters åbnings ceremonien på Barbados. Foto: Robert Deaves
Tune-uppen blæste væk
Om eftermiddagen tog de fleste sejlere på vandet til practice race. Vinden var pænt frisk og ca 30 grader – altså temperaturen. I opfriskende vind blev starten udsat indtil sejladsen blev annulleret pga lidt for meget vind.
I Finn Masters kan sejlads-ledelsen annullere, hvis vinden konstant er oppe over 10 m/s og hvis forholdene i øvrigt er for udfordrende. Når man ønsker at sejlere på 60+ og 70+ skal have mulighed for at sejle sikkert, lyder dette jo ganske fornuftigt. Søndag målte baneledelsen 13-15 m/s konstant, så sejlerne blev sendt i land.
Mandag går stævnet i gang med de første to sejladser. Alle fire danskere er klar på linjen og sekunderet af et kompetent shore crew bestående af koner, kærester mm.
Vejrudsigten for hele ugen lyder på masser af varm luft. Det ser ud til at blive et stævne med vindstyrker i den helt høje ende.
Masters til Danmark?
Under Masters på Barbados vil det blive besluttet hvor 2019 Finn Masters skal afholdes. Med i opløbet om værtsskabet er KDY med Marsala på Sicilien, som den primære konkurrent om værdigheden - vi krydser naturligvis fingre for Masters kommer til Danmark, det ville være stort.
Få et indblik i de fantastiske forhold som de gæve Finnjollesejlere skal trækkes med den næste uges tid:
Se resultaterne efter de første to sejladser her