Sjælland Rundt får ny præmiesponsor

Helsingør Sejlklub har indgået aftale med Palby Marine A/S som præmiesponsor for årets Sjælland Rundt. Aftalen med den store marinegrossist forventes at skabe opmærksomhed om sejladsen rundt om Sjælland.

Når de gennemførte både er kommet over mållinjen ud for Helsingør Nordhavn i løbet af weekenden den 1-2. juli 2017, vil de vindende både kunne mærke, der står en stor præmiesponsor i ryggen på dette års Sjælland Rundt. Palby Marine A/S er nemlig præmiesponsor for den traditionsrige kapsejlads, der i år kan fejre 71 år.

Har rundet de 100 tilmeldinger

Helsingør Sejlklub har lagt stor energi i årets kapsejlads, og der er over 100 både tilmeldte. Til sammenligning var der 80 både til start sidste år. Helsingør Sejlklub og Palby Marine glæder sig over den store fremgang og ikke mindst den interesse sejlerne har vist for kapsejladsen, og den opmærksomhed hele arrangementet har fået. Kapsejladsen skydes i gang torsdag d. 29. juni og er i øvrigt startdatoen for den allerførste Sjælland Rundt i 1947.

Palby Marine er kendt af de fleste sejlere og har leveret mange produkter gennem årene til sejlere i hele landet. Med aftalen øges kendskabsgraden hos både Palby Marine og Sjælland Rundt.

"Det er glædeligt, at Palby Marine igen i år ønsker at støtte op om årets sejlads og dermed være med til at sætte fokus på sejladsen. Vores ambition er at få endnu flere sejlere på vandet, og det er en ambition, Palby Marine er med til at støtte op om", udtaler Poul Vinding, Sjælland Rundt udvalget, Helsingør Sejlklub.

Hos Palby Marine A/S i Kolding er man også begejstret for sponsoraftalen. "Palby Marine er med over 10.000 varenumre på lager Danmarks største grossist af maritimt udstyr og reservedele. Vi stræber efter at have det mest komplette lager af alle typer bådudstyr, af den bedste kvalitet til den rigtige pris. Vores lager og distributionsnetværk sikrer, at vi kan leverer produkter til sejlerne, via vores forhandlere, fra dag til dag. Det er derfor naturligt at være en del af en så stor kapsejlads som Sjælland Rundt, der er med til at sætte fokus på sejladsen”, fortæller Peter Helleskov fra Palby Marine A/S.

Læs mere om Helsingør Sejlklub og sejladsen ”Sjælland Rundt” på sjaellandrundt.dk. Læs mere om Palby Marine på palby.dk