Nordeuropas største Snipejollestævne skifter sponsor og navn til NB (Nørrebro Bryghus, red.) Snipe Cup.
Helt tilbage fra 1969 og frem til 2006 har Wiibroe været sponsor, og i de seneste 10 år har Harboe Bryggerierne lagt øl og navn til det traditionsrige pinsestævne.
Det 49. pinsestævne for Snipejoller afholdes som altid i Pinsen og i år vil det være frea den 3.-5. juni, naturligvis på vandet ud for Espergærde, ligesom stævnet arrangeres af Espergærde Sejlklub. Havnen bliver base for tre dages konkurrence, hvor der forsøges at nå 9-11 kapsejladser på udlagte baner ud for havnen.
Kom ned på havnen og nyd de mange sejlere på vandet eller mærk stemningen når besætningerne kommer land efter nogle forhåbentlig gode sejladser, hvor arrangørerne forventer mellem 30-40 joller fra Skandinavien, Belgien, Spanien og Italien.
Hvem er lige Nørrebro Bryghus?
Nørrebro Bryghus åbnede september 2003 i Ryesgade, København, som bryggeri og øl-kulturhus med tilknyttet restaurant og bar. Det har fra dag et været Nørrebro Bryghus’ mål at medvirke til at hæve og markant udvide dansk øl-kultur. Bryggeriet har på et årti stået fadder til mere end 200 forskellige øl fra de letløbende til de bomstærke og fra de lyse til de kulsorte. Fælles for dem alle er at de er brygget med legesyg og nysgerrig kærlighed. Nørrebro Bryghus tilbyder i dag et bredt udvalg af specialøl, der er kendetegnet ved, at de alle er økologiske, dansk produceret og af højeste kvalitet.