Sejlerlandsholdet hentede årets første World Cup-medalje. Det skete, da teamet med Lin Ea Cenholt og Christian Peter Lübeck vandt bronze i Nacra17, ved årets andet World Cup-stævne, der blev sejlet i Hyéres.
Den danske Nacra har hele uge været med fremme, og i det afsluttende Medal Race sluttede danskerne på sjettepladsen, hvilket var nok til at forsvare den tredjeplads, som de havde før finalesejladsen.
Sølvmedaljen var endda på et tidspunkt inden for rækkevidde. Den franske båd, på den samlede
andenplads, blev nemlig tidligt i Medal Race idømt en straf – og måtte snurre rundt – men franskmændene formåede på imponerede vis at sejle sig tilbage i racet, og faktisk slutte før danskerne før mål, ganske imponerende i så relativ kort en sejlads.
Markant ændring
Nacra-klassen står foran en markant ændring i løbet af de næste to måneder, når en ny foilende udgave af OL-katamaranen bliver lanceret. Dermed vil begge bådens skrog løfte sig af vandet – og farten vil stige mærkbart i bådene, der i forvejen er de hurtigste på OL-programmet.
Fleischer på 19. plads
Foruden Lin Ea Cenholt og CP Lübeck var også en tredje dansk landsholdssejler til start i Frankrig. Surferen Sebastian Fleischer sluttede på 19. pladsen i RS:X-klassen – et resultat, der skal ses i lyset af, at det var Fleischers første start ved et topstævne siden OL i Rio. Man kunne vel skrive at Fleischer var en smule rusten, og mon ikke der stadig har siddet lidt sand fra Copacaban på boardet? ;-)