Aarhus Big Boat Race sejles ved Dokk1

For sjette gang afvikler Egå Sejlklub Aarhus Big Boat Race på den skønne Aarhus Bugt – i år i weekenden den 3.-4. juni 2017. Som noget helt unikt har Egå Sejlklub opnået tilladelse til at benytte Aarhus Havn som udgangspunkt for Aarhus Big Boat Race 2017. Ydermere er det lykkes Egå Sejlklub at få kajplads til de deltagende både ved det nye Dokk1 område. Tilladelsen indeholder også retten til, efter bestemte regler, at besejle Aarhus havn i stævneweekenden. Betingelserne vil komme senere men vil også fremgå af bilag til sejladsbestemmelserne.

Egå Sejlklub sætter naturligvis det sportslige i absolut højsæde med en professionel og god afvikling samt mange sejladser. Det er endnu engang lykkes at få den internationale kendte baneleder Martin Frislev, der med stor succes stod for A-banen under ORC VM på Øresund i 2016, til at forestå afviklingerne af sejladserne ved Aarhus Big Boat Race 2017 i nært samarbejde med Egå Sejlklubs hjælpere.

Der dystes efter de internationale handicap måleregler ORCi.

Tilmeldingen er nu åben

Tilmelding foregår efter ”første til mølle” princippet, der er 25 pladser. Tilmeldingen er netop åbnet – se mere på stævnets officielle hjemmeside aarhusbigboat.dk

Udover det sportslige aspekt giver den unikke placering af Aarhus Big Boat Race 2017 midt i Aarhus by ved Dokk1 gode muligheder for at få en enestående oplevelse i forbindelse med stævnet.
Dokk1 er placeret helt centralt i Aarhus med få hundrede meter til Aarhus City med dens store udbud af restauranter, caféer og butikker dokk1.dk.

I forbindelse med stævnet vil der som sædvanlig blive mulighed for socialt samkvem med øvrige sejlere på Dokk1 kajen, samt forfriskninger og pølser. Pantaenius er igen vært ved en moleøl, ligesom de sponserer den professionelle bådfotograf Niels Kjeldsen, der vil fastholde action på vandet – og frit stille billeder til rådighed for deltagerne.

Aarhus afvikler jo Europæisk Kulturhovedstad 2017 i samme periode, så der vil være mange tiltag i den forbindelse. Såfremt der ønskes nærmere information om projektet Europæisk Kulturhovedstad 2017 kan der henvises til aarhus2017.dk

Egå Sejlklub ser med stor glæde frem til, at være vært ved et stævne hvor sejladserne er i højsæde og med base i unikke omgivelser.