Kongelig Dansk Yachtklub vil have et af de allerstørste jolle VM’er til Skovshoved Havn - nemlig 'Finn World Masters' som i 2016 tiltrak mere end 300 deltagere. Det er også målet i 2019.
KDY var for kort tid siden værter for et par repræsentanter fra Finn World Masters (FWM) organisationen på Skovshoved Havn og brugte sammen med dem to dage på at drøfte arrangement og forventninger. Ligesom faciliteter og havnen blev fremvist. Sidste år blev Finn World Masters afviklet på Gardasøen, hvor der var 330 joller på startlinjerne. Der er rigeligt med plads på Øresund, så KDY satser også på, at man også runder 300 deltagere, hvis KDY får tildelt arrangementet i 2019.
Legendernes farvand
KDY tilbyder alle Masters sejlerne at deltage i et VM i legendernes hjemmefarvand – de vil få mulighed for at konkurrere i det farvand vor nogle af tidernes mest markante Finnjolle-sejlere har trænet til deres successer: Paul Elvstrøm, Lasse Hjortnæs, Stig Westergaard og Jonas Høgh-Christensen. Bare lige som en oplysning, så vil Jonas Høgh-Christensen dog ikke være gammel nok til at deltage i Finn World Masters i 2019.
FWM Præsidenten, Andy Denison og klassens internationale sekretær Robert Deaves var meget tilfredse med gennemgangen af faciliteterne på Skovshoved Havn, som efter udvidelsen og moderniseringen, afsluttet i foråret 2016, er ideel til afvikling af de største sejlsportsevents.
Skovshoved Havn har gennemgået en større renovering. Foto: Trine Søe.
Stor erfaring med store stævner
KDY afviklede i juli 2016 blandt andet ORC VM med 140 store kølbåde og mere end 1.200 deltagere på Skovshoved Havn, og i august gennemførtes Wessel & Vett Cup med 12mR Baltic Championship, 8mR European Championship, 5,5m Scandinavian Gold Cup og 5.5m World Championship med næsten 70 både på startlinjerne og 450 sejlere. Så Skovshoved Havn bestod i høj grad som event havn - også til de største internationale sejlsportsbegivenheder.
KDY var sammen med Egå Sejlklub værter for ORC VM i 2016. Foto: Trine Søe.
Beslutningen om tildeling af værtsskabet i 2019 bliver taget på Barbados i forbindelse med Finn World Masters 2017, men her er kun lidt mere end 100 deltagere, da logistikken er lidt vanskeligere og dyrere end, når stævnet afvikles i Europa.
FWM repræsentanternes rapport om besøget hos KDY og på Skovshoved Havn kan ses her. KDY’s konkurrenter om Finn World Masters arrangementet i 2019 bliver henholdsvis to bud fra Malta og Sicilien. Selve arrangementet afholdes altid i starten af juni, og selvom det nok er noget koldere i Danmark, så er chancen for at få flest mulige deltagere nok alligevel størst i Danmark – vurderer FWM repræsentanterne. Rapporten om Maltas bud kan ses her.
Ved årets Finn World Masters på Barbados deltager fire danske Finn-jolle sejlere: Otto Strandvig, Lars Hall, Michael Staal og Frank Hansen, som alle vil kæmpe for, at dette store stævne kan komme til Danmark for første gang nogensinde.