Tilbage i 1960erne og 1970erne sejlede vi i Danmark langt overvejende styrbord rundt om mærkerne. Det fungerede rigtig godt. Den danske CB66 klasse har nu efter en prøveperiode besluttet, at man fremover vil sejle styrbord rundt om mærkerne, da det giver færre protester, tættere felter og sjovere taktik, da begge sider af banen kan benyttes helt op til krydsmærket.
Men hvorfor begyndte vi at sejle bagbord rundt i Danmark i 1980erne?
Årsagen er vist den simple, at når vi danske sejlere vovede os udenlands til større stævner, hvor der altid blev sejlet bagbord rundt, så fik vi ofte tørre tæsk. Jeg kan stadig vågne badet i sved, når jeg i et mareridt genoplever at miste 30-40 både i en bagbord runding af krydsmærket – særligt hvis der var modstrøm ved mærket. Dertil kommer al råberiet og alle kollisionerne, som var en del af oplevelsen. Jeg tror ikke, det er forkert at sige, at mange tyndhudede glade sejlere er blevet skræmt bort fra sejlport på den konto.
Jeg forsøgte den gang at forstå, hvorfor i al verden man sejlede bagbord rundt, når nu det gav så mange problemer med rundingen af krydsmærket. Svaret var dengang, at det var ”IYRU” (som ISAF engang hed), der anbefalede, at man sejlede bagbord rundt. Argumentet var, at når man sejlede trekant-baner, som vi altid gjorde dengang, så kunne der ved styrbord-baner opstå farlige situationer, når lænsende både på bagbord halse mødte krydsende både på styrbord halse. Hvorimod når man sejlede bagbord-baner, så samledes alle krydsende både ude på højre side af banen op mod krydsmærket, hvilket gav fri passage for de lænsende både. Som aktiv international sejler, må jeg dog sige, at min oplevelse i praksis var stik modsat.
Jeg kan ikke erindre at have haft en eneste protest eller kollision på en styrbord-bane, hvor jeg var lænsende og modparten var krydsende – eller omvendt. Nogen som kender mig vil måske påstå, at det skyldes min manglende hukommelse eller begyndende senilitet. Dertil må sige, at når mine natlige mareridt opstår, er det mærkværdigvis altid på bagbord-baner.
I CB66 klassen herhjemme har man gjort sig erfaringer med både styr og bagbordsmærkerundering. Foto: Hannibal Henrik Korting.
Jeg behøver ikke at gå længere tilbage end denne sommer, hvor jeg på ny oplevede et mareridt – og desværre ikke i mine drømme. Det var en af dem i levende live. Under Dragon Gold Cup i Hornbæk (hvor vi sejler bagbord rundt) er vi på vej mod krydsmærket på styrbord halse. Vi prøver virkelig at sejle forsigtigt og fornuftigt. Vi ved, at der er noget modstrøm, så vi tager en god overhøjde. Vi er cirka på en 10. plads (blandt 75 både) og tager omkring 100 meters pejlet overhøjde, da vi går mod krydsmærket på styrbord halse. Det burde være rigelig overhøjde strømmen taget i betragtning, og alt ser fint ud, indtil der kommer en båd foran os og vender på toppen. Så begynder mareridtet. Pludselig forsvinder højden, og vi skrider sidelæns, og vi må se at komme længere til højre igen for at holde mærket. Men nu er der i mellemtiden kommet en kødrand af Drager, som ligger til luv af os, som vi ikke kan vende for. Det ender med, at vi må vende seks gange, før vi endelig kommer rundt om mærket midt i 30erne – 500 meter efter de både, som vi før lå ved siden af. Mirakuløst fik vi ingen skader. Året før til EM fik vi fem skader på båden i en tilsvarende oplevelse. Efter sådanne oplevelser har man mest lyst til at sælge båden og begynde at spille cello.
Disse situationer havde ikke været lige så kostbare på en styrbord bane. Vel kan man miste en båd eller tre ved mærket, men man kan altid sejle lidt længere ud til bagbord, og så komme rundt om mærket i andet forsøg.
Desværre må man sige, at IYRU’s gamle anbefaling om bagbord-baner virker noget antikvarisk i dag, hvor næsten ingen klasser sejler trekant-baner. I dag sejler næsten alle klasser op/ned baner med udlæggermærke. Hvis man blot sørger for at udliggermærket ligger på mindst samme højde, som krydsmærket vil bådene på vej mod udliggermærket aldrig kollidere med de krydsende både.
Positive erfaringer fra CB66 klassen
I CB66 klassen har vi oplevet, at styrbord-banerne giver et meget tættere race, fordi det nu ikke kun er de førende både, som kan udnytte hele banens bredde. Protesterne er færre og afstanden mellem første og sidste båd er nu markant mindre end ved bagbord-banerne til stor glæde for alle.
Min personlige mening er, at de fleste klasser kan have rigtig stor glæde af at forsøge med styrbord-baner. Som med alt andet skal man naturligvis vænne sig til det. Der er nogle regler omkring mærkerundingen, som alle skal være klar over, men når de ligger fast, vil man opleve stor glæde ved det – lige så stor som dengang vi afskaffede trekantsbanerne og gik over til op/ned baner.
Jeg vil indtrængende opfordre til debat om dette emne. Det kunne være interessant at høre andre meninger.
Sejlerhilsen,
Søren Pehrsson
