Dragon Gold Cup: 'Madpakke sagen' - set fra EVA's skipper Lars Hendriksen

Redaktionen: Vi har fra Dragesejler og skipper på DEN 138 EVA - Lars Hendriksen modtaget nedenstående fyldestgørende redegørelse for, hvordan Lars Hendriksen oplevede den episode som udspillede sig ved Dragon Gold Cup i Hornbæk for ca. 1½ uge siden. Indlægget er, i henhold til god presseskik, og efter aftale med Lars, sendt til de omtalte personer inden offentliggørelsen.

 

I kapsejladsreglerne Del 7 - Stævneledelse står der i § 85:

“Den organiserende myndighed, kapsejladskomiteen og protestkomite skal efterleve reglerne, når de leder og dømmer i kapsejladser”.

Samtidigt har vi §3, der handler om accept af reglerne som Christian Lerche også nævner i sin kommentar på Baadmagasinet.

Jeg tror, det er her 'hunden ligger begravet'!

Jeg kan kun tale for mig selv, men jeg oplevede ikke, at ovenstående blev overholdt ved dette års Gold Cup, og jeg ved, at jeg ikke er alene om den opfattelse.

Inden jeg kommer frem til sagens kerne, er det på sin plads at nævne, at Gold Cup blev afholdt af tre sejlklubber; Hornbæk Bådelaug havde ansvaret for landaktiviteter, og KDY havde hovedansvaret for alt på vandet med praktisk hjælp fra Hellerup Sejlklub.

Det var en fornøjelse at deltage i stævnet. Hornbæk Bådelaug havde med hjælp af sponsor Ilse Jacobsen virkeligt lagt sig i selen, og de leverede varen! Det var et flot afviklet stævne på land.

Christian Lerche og hjælperne på vandet, gjorde også en rigtig god indsats, med relevant information på de daglige skippermøder og via VHF i løbet af sejladsdagene. Banerne blev lagt fint inden for de rammer der nu er i Hornbæk, med en sejlrende, der begrænser mod nord.

Til stor undren oplyste jurydeltager Jesper Wilken på første skippermøde, at straffe (720 grader, red.) skulle tages inden for de første 10 sekunder, og at man skulle slække skøderne, hvis man ikke omgående tog sin straf. Det var noget man havde taget med fra OL i Rio, og det var noget juryen så meget strengt på.

Jeg tænkte ved mig selv, hvordan det mon ville gå ved et topmærke, hvis en båd lavede en fejl, og ikke kunne lave en 720 omgående pga de efterfølgende 80 både, der kom på styrbord. Ville det mon hjælpe at slække på skøderne? Og hvordan skal man lave en 720 uden fart?

Men fint at vide at juryen var på dupperne. Senere skulle det dog vise sig at det var så som så, med at være "på".

Vi har i drageklassen i de senere år haft store diskussioner vedr. "support" både. Mange har agiteret for, at vi skulle have "even playground", og at "support" både ikke må give ejerne en fordel. Hverken med information eller reservedele, batterier genoaer eller med at trække både ud til banen.

Derfor har IDA (Int. Dragon Association, red.) i år indført meget restrektive regler for "support" både, og det er et fokusområde i klassen netop i år.

Sejladsinstruktionerne til dette års Gold Cup indeholder derfor meget strenge regler, som også blev pointeret af Christian Lerche ved første skippermøde. Jeg har nederst fremhævet de relevante regler fra sejladsinstruktionerne (SI).

Det var derfor til stor undren for mig at flere supportbåde sejlede rundt på banen på må og få. Selv på startlinien sejlede der supportbåde rundt imellem dragerne. Ingen af dem førte flag, og vi kunne se at der om bord på bådene var en god blanding af venner, fotografer og tilskuere.

Tilsyneladende synes både banelederen og juryen, at det var helt acceptabelt, selv om vores sejladsbestemmelser udtrykkeligt siger noget andet...

FullSizeRender

En af bådene var en hvid motorbåd (som tilhører Jens Christensen, North Sails), hvor KDY´s formand Lars Ive stod bag rattet.

Også Lars Ive sejlede rundt på startlinien og banesiden af startlinien og lå flere gange ved topmærket. Den hvide motorbåd bar ingen flag og var derfor tilsyneladende ikke reglementeret registreret.

Hvis den havde været registreret ville Lars Ive have vidst, at båden før og under kapsejladsen, hele tiden skulle holde sig 100 meter bag startlinien og på ingen måde være I kontakt med de deltagende både, hverken fysisk eller verbalt (ej heller via mobil eller sms).

Hvis båden havde søgt om specialtilladelse til at sejle op på venstresiden af banen, ville den sikkert have fået tilladelsen, men ikke med Lars Ive ombord, da jeg går ud fra at han går under ISAF kategori 3 sejler (professional sejler), og derfor ikke må være ombord på en båd med en sådan tilladelse.

Som formand for KDY (den på vandet organiserende klub) har Lars Ive et vigtigt medansvar for, at stævnet bliver afviklet efter reglerne. Jeg mener, at han desuden har et udvidet moralsk ansvar for, at han selv følger reglerne, og at han holder sig 100% neutral i forhold til deltagerne, naturligvis også dem fra KDY.

Men alle de regler forholdte hverken den hvide motorbåd, PRO eller juryen sig til under stævnet.

Det var rigtigt ærgerligt, at de ikke gjorde det!

I vores tredje sejlads kommer vi selv i mål som nr to ,efterfulgt af DEN 32 med Niklas Holm som skipper, der kommer i mål højst et par bådslængder efter. Vi smider begge spileren og hilser tillykke til hinanden.

Jeg kan se den hvide motorbåd sejle parallelt og kommunikere livligt med DEN 32, hvorefter jeg kan se et besætningsmedlem på den hvide motorbåd (Morten Nielsen) stå med en hvid pose (den berømte madpakke), som han gerne vil aflevere til DEN 32. NB: Sejladsen er her stadig i gang, der må derfor ingen kontakt være mellem en supportbåd og en drage.

De to både sejler tættere og tættere på hinanden, for at få posen over og der kommunikeres stadigt livligt.

Pludselig kan jeg se, at de to både rammer hinanden i manøvren. Den hvide motorbåd kommer ved en fejl til at give gas og skubber sig selv ind over agterskibet på DEN 32, som samtidig bliver tvangsvendt rundt pga trykket fra motorbåden. Jonas Høeg Christensen råber “bak bak”, og motorbåden bakker kraftigt, men hænger nu fast i det ene bagstag/hækstag med sit anker. Jeg kan se masten bøje bagud med 1,5 meter og tænker “nu knækker den”, men samtidig knækker staget og masten retter sig ud igen, men masten må helt sikkert være skadet.

Den hvide pose bliver efterfølgende afleveret til en rød rib, som får besked på at aflevere madpakken til DEN 32, som dog aldrig får den.

Lidt senere kan vi se DEN 32 og DEN 332 skifte båd og hører da også PRO Christian Lerche over VHF annoncere, at der er en besætning, der skifter “Equipment”. Jeg tænker ved mig selv, at det der med at aflevere en pose ikke er efter reglerne, men at det må være i orden at skifte båd, uanset hvad årsagen er, da båden var skadet. Jeg havde naturligtvis bådskiftet i 49ér fra OL i baghovedet, og kunne da også efterfølgende se i vores Gold Cup SI at der står:

1. 20.2 Substitution of damaged or lost equipment will not be allowed unless authorized by the race committee. Requests for substitution shall be made to the committee at the first reasonable opportunity.

Vi sejler fjerde sejlads, hvor vi kommer i mål som nr otte, og kan se DEN 32 efter en dårlig start ender på en 25-27 plads.

Til stor undren ser jeg så samme aften, at DEN 32 pludselig står med en placering som nr seks på resultatlisten, og at vi selv er rykket fra nummer otte til nummer ni.

På stævnets Facebook side bliver der skrevet om episoden, og jeg finder ud af, at DEN 32 har fået godtgørelse af juryen.

Det virker for mig helt forkert, at DEN 32 har fået godtgørelse. For det første så jeg DEN 32 og den hvide motorbåd bryde SI § 24 med manøvren med den hvide pose, og den efterfølgende kollision. Desuden kunne jeg slet ikke forestille, hvad der skulle ligge til grund for en godtgørelse, når vi netop havde set DEN 32 bytte båd - som jo måtte være godkendt af kapsejladskomiteen, da vi jo fik oplyst over VHF, at et team var i færd med at bytte equipment?

Havde juryen “dolket PRO Chistian Lerche” i ryggen, og underkendt at han havde givet accept til et bådbytte? DEN 332 blev sejlet af Niklas Holms far David. De “ofrede” sig for at hjælpe Niklas og gav deres båd i bytte. DEN 332 var altså både målt og i orden.

Det virkede for mig, som om DEN 32 fik “to skud i bøssen” først en sejlads i lånt båd og efterfølgende en godtgørelse. Det undrer mig også, at den godtgørelse de får, er gennemsnittet at de tre første sejladser, og ikke gennemsnittet af hele serien, som jo ville være rimeligt ved et Gold Cup, som ikke har en fratrækker.

Der var fredag morgen stor opstandelse blandt sejlerne, både over de forbyttede point, over godtgørelsen, og hvad der lå til grund for den.

Mange havde set de to både støde sammen, det skete lige efter målgang foran hele feltet, der var på vej i mål på læns.

Flere deltagere nægtede at sejle, før der havde været en høring og 21 både (primært de tyske sejlere) valgte ikke at sejle om fredagen, flere af dem i protest over, hvad der virkede åbentlyst urimeligt og unfair.

Flere sejlere afleverede en anmodning om en høring.

Selv tog vi på vandet og forsøgte at koncentrere os om dagens sejladser, desværre havde vi ingen pejling på pointene imellem de førende både, pga de underlige ændringer i pointene aftenen inden.

Samtidigt var vi sikre på at den høring, som flere både havde begæret, helt sikkert ville ændre på afgørelsen om godtgørelse til DEN 32. Vi havde en tro på, at juryen ville få styr på facts og rette fejlen fra dagen før.

Vi vandt fredagens første sejlads og kunne regne ud, at det ville bringe os i spil om at vinde Gold Cup, men havde stadig ingen pejling på, hvordan vi lå helt nøjagtigt pga forvirringen, om de underlige pointændringer og pga høringen om godtgørelsen.

Det skulle desværre komme til at påvirke vores sidste sejlads, for vi ender med at “holde” på de forkerte og ender endda i en vendeduel hvor Schönherr slår på os 8-10 gange i træk på sidste opkryds.

Han må have været endnu mere rundforvirret omkring pointene, for han sejlede os begge ned på en 4-5 plads, i stedet for hvad der kunne have været en podieplads for en af os eller måske begge?

Da vi kommer i land fredag eftermiddag, har pointene igen ændret sig. DEN 32 er nu rykket fra sjette til en femte plads i fjerde sejlads, og vi er rykket tilbage til en ottene plads, som jo også var det, vi blev i sejladsen.

Samtidig vidste vi, at der var en høring igang og var spændte på resultatet af den. Til alles overraskelse kunne vi se SUI 311 havde vundet Gold Cup, de havde simpelthen sneget sig ubemærket ind på en tredje og en andenplads i dagens sejladser. Ingen af “os andre” havde i forvirringen overvejet at “dække dem af”, så de fik “frit lejde” og gik efter deres chance og vandt velfortjent.

Endnu engang overraskede juryen ved at holde fast i deres oprindelige kendelse, altså godtgørelsen! Det skulle senere vise sig, at de ikke ville offentligøre facts found eller begrunde deres afgørelse over for sejlerne, som stod måløse tilbage.

Det hele mundede ud i en pinlig og trist pipekoncert under præmieoverrækkelsen, da DEN 32 skulle have sin præmie. Jeg var ikke selv i teltet, men gætter på at piperiet mest var myntet mod juryen og deres afgørelser.

Jeg var også selv skuffet over KDY stævneledelsen, juryen og den konflikt den havde bragt os dragesejlere i.

På notice board kunne jeg se, at der kun var ét vidne i sagen om godtgørelsen, nemlig føreren (Lars Ive) af den hvide mororbåd.

Jeg kan på www.baadmagasinet.dk læse, at Lars Ive siger det var deres intention at aflevere en madpakke til DEN 32. Hvad der blev sagt i juryrummet ved jeg ikke. Den internationale jury er udpeget af KDY, og indeholder to danske KDY jury medlemmer (Jesper Wilken og Keld Stentoft). Jesper Wilken har til www.baademagasinet.dk henvist til at juryafgørelsen er “hemmelig” og at der er sket flere “fejl” i denne sag. Hvorfor er afgørelsen hemmelig? Hvilke fejl er der sket?

Det ville klæde juryen at lægge kortene på bordet og offentligøre “facts found” og begrundelsen for deres afgørelse. På den måde ville der være transperens omkring deres afgørelser, og vi sejlere kunne måske finde en god forklaring på noget, der umiddelbart virker både unfair og urimeligt. Så længe dette ikke kommer frem, vil der være spekulationer, splid og mytedannelse.

Dette en en rigtig kedelig møgsag udelukkende med tabere: Drageklassen som er kommet i intern splid, en jury som fremstår utroværdig, Niklas Holm der modtager sin tredjeplads under pibekoncert, en formand for KDY, som fremstår på seriøs glatis, en PRO der ikke forstår juryens afgørelse.

“Madpakke sagen” ligger stadig og ulmer. IDA (International Dragon Association) vil til bunds i, hvad der er op og ned, for at kunne komme med en troværdig redegørelse til drageklassen.

Det bedste, der kan komme ud af “madpakke sagen” er vel, at tilsvarende må undgås for enhver pris fremover. Det hele starter med at både stævne ledelsen og sejlerne overholder og respekterer reglerne. Der skal naturligvis også altid være transperens omkring afgørelser og pointgivning.

Det er iøvrigt det første Gold Cup, jeg nogensinde har sejlet, uden én eneste tyvstart i nogen af sejladserne, så sejlerne har i den henseende opført sig “eksemplarisk” :)

I kommentarerne på Baadmagasinet kan jeg se at flere udtrykker ønske om at drage sejlerne skal undskylde for deres opførsel og at “ingen fremover gider afholde drage stævner.

Jeg frygter, at der går rigtigt lang tid før drage sejlerne har glemt denne møgsag, som desværre sværter fremtidige danske stævner til.

Tilliden til “fair” sejlads er væk lige nu, med mindre IDA kommer med en redegørelse, der godtgør, at alt var i sin skønneste orden under Gold Cup i Hornbæk.

I så fald er jeg sikker på at dragesejlerne med glæde vil sende en undskyldning. Men hvis det viser sig, at der er “knude på skødet” får dette ikke en happy ending.

Det skal dog ikke ændre på at vi alle kom hjem med rigtig gode minder og oplevelser fra en velorganiseret stævne I Hornbæk.

God vind og fair sejlads til alle!

Lars Hendriksen
Drage DEN 138 EVA

Uddrag fra SI

24 SUPPORT BOATS
24.1 Support boats (which term shall include coach, press, private and spectator boats) shall register at the Race Office during the registration period (SI 7.1) and be issued with an identity flag, such flag to be worn at all times when afloat. The person in charge of the competing boat to which support boats are attached shall acknowledge the presence of a support boat on his registration form and pay any fee for the support boat decided by the OA.
24.2 Subject to SI 25.6, team leaders, coaches and other support boats shall stay more than 100 meters to leeward of the starting line and from the leeward marks and from any racing Dragon from the time of the preparatory signal until all boats have finished the last race of the day, or all races are abandoned. Support boats may be allowed up the course on one specified side only if special dispensation has been granted by the IDA (via application to the Jury) for reasons of safety, health, tourism, spectating, or sponsor’s request. Such boats applying for dispensation may not have a coach or ISAF category 3 sailor on board. Support boats that have been granted dispensation will be issued with a different colour flag to ordinary Support / Coach boats.
24.3 Any Support boats entering the restricted area or impeding a competitor shall be liable to a penalty imposed on their competing boat(s) for breach of this SI.
24.4 Support boats shall not pass any information by any means whatsoever to competitors who are racing (rule 41).
24.5 Communication by radio (including mobile phones) is prohibited between competitors and any Support boats. Support boats shall not communicate with or transfer goods or equipment to or from, their competing boats from the time of the preparatory signal until all boats have finished or the Race Committee signals a postponement, general recall or abandonment.
24.6 At all times, support boats shall comply with the directions given by the Race Committee. In particular, this includes assisting with rescues when requested to do so.
24.7 Support boats must be on call on VHF Channel 74 at all times.
24.8 Coach/support boats shall not tow competitors out to the race course (unless requested to by the
Race Committee) and may only tow boats in after the last competitor has finished or retires from the last race of the day or SI 16.2 has been applied.

Samtidigt skal alle support både bære flag som følger også sakset fra SI:

23 OFFICIAL BOATS
Official boats will be marked as follows:
Category
Race Committee Boats/White flag with Race Official
Jury Boats/ White Flag with JURY
Measurer Boat/White flag with Measurer
Press Boats/White flag with Press







★ Test af sejlbåde

★ Test: Lille båd - store muligheder

★ Tursejlads

★ Familien Nissen - Sejlads til nære kyster

★ Interview & Portræt

★ Teammanager Peter Wibroe: 'Vi glæder os til at have begge...

★ Tursejlads

★ Familien Nissen - Første sommerferie i båden

★ Test af motorbåd

★ Overdådig og nem luksussejlads

★ Tursejlads

★ Familien Nissen - Hvordan kommer man i gang?

★ Tursejlads

★ Familien Nissen - Sådan kom vi i gang

★ Artikel

★ Kend vejrmodellerne og brug dem rigtigt

★ Artikel

★ Sejl dig sund - brug havet som medicin





Udvalgte artikler *


Produktnyt

Hvis der er noget vi glæder os til...

USA: GM ind på markedet for e-motorer

Der er en ny kat i byen