M32 - dansk triumf udeblev

M32’erne indviede Aarhus’ indre bassin med stil i går eftermiddags, da de toptunede karbon-katamaraner blev lukket ud på vandet i hjertet af byen, som de første både nogensinde. Men den danske triumf udeblev.

Der var ikke meget hjemmebanefordel at spore på vandet i Aarhus midtby i dag, hvor Jes Gram-Hansen (Team TRIFORK) og Nicolai Sehested (TREFOR Racing) sejlede første dag af M32-sejladsen, Battle of Aarhus. Det var også første gang, der blev sejlet i det indre bassin i hjertet af byen, men det var langt fra grunden til lokale Gram-Hansens fald til sidstepladsen. ”Det var en tung dag. Starterne var svære for os, og det afgør sejladsen på den her bane”, siger Gram-Hansen, hvis fokus i år har været Extreme Sailing Series med sin makker, Rasmus Køstner.

M32Series2016Aarhus0818DH 5448

To danske både side om side i Aarhus Havn. Foto: David Holm.

Hos den yngre Nicolai Sehested, der sluttede dagen med 26 point - ét foran Gram-Hansen, var dommen også klar. ”Vi var rustne. Vi kan og skal sejle bedre, end vi gjorde i dag – så vi føler os ikke uheldige”, siger den unge skipper og tilføjer, ”i morgen skal vi lave færre fejl og færre point".

I alt fem hold sejler med på den aarhusianske etape af Scandinavian Series, der er den tredje ud af fem events i år, og varer frem til lørdag. Forrest i feltet efter dagens sejlads, ligger britiske Ian Williams (GAC Pindar), der med nød og næppe snuppede førstepladsen foran svenske Niklas Dackhammar (Essiq Racing Team). Begge hold endte førstedagen med 16 point, men Williams sikrede sig tre prikker i de syv sejladser imod Dackhammars to.

Kom og oplev sejladserne live

I dag venter en let dag på vandet foran byens imponerende nybyggede bibliotek, DOKK1, hvor M32-organisationen har opført en to-etagers Race Village med live-dækning og kommentarspor – åben for alle nysgerrige sjæle og sejlsportsinteresserede.