Fire danske besætninger deltager i VM for H-både, der starter i dag i Helsinki, Finland. Det drejer sig om forsvarende verdensmester Claus Høj Jensen fra Holbæk Sejlklub, Poul Jensen fra Thisted Sejlklub, KDYeren Mads P.G. Korsgaard og Peter Dan Petersen fra Onsevig Sejlklub. Feltet består i øvrigt af over 45 både fra Danmark, Sverige og Finland.
Sidste år vandt Mr. H-båd aka Claus Høj Jensen nemlig VM, der blev sejlet i Italien - det var femte gang, at det lykkedes ham at tage VM titlen. Spørgsmålet er nu, vil han kunne gøre det igen? En ting er sikkert, det bliver et tæt opgør.
Fire danske H-både deltager i VM i Helsinki. Foto: Ole Vognstoft.
Svenskerne stiller med Michael Collberg fra Mariestad og Henrik Edmann fra Malmø. Flere danskere kan måske genkende navnene fra Albin Express klassen, hvor de også er aktive sejlere. Michael Collberg kommer netop fra det svenske mesterskab i Albin Express, hvor han kunne stille sig øverst på podiet med sin besætning.
Collberg øverst på podiet ved SM i Albin Express.
Men også finnerne stiller også med garvede sejlere, der kan blande sig i toppen. Derudover har de jo en klar hjemmebanefordel.
VM sejladserne varer til og med fredag.