'Øv dag' for de danske 505 sejlere - Bojsen Møller beretter

Det som ellers startede så godt, med danske både fremme i toppen ved VM i 505 er ved at slutte skidt.

Der mangler endnu at blive sejlet to sejladser, én i dag torsdag, og én fredag inden VM slutter, men en 26. plads i onsdagens enlige sejlads, hvor der ellers var planlagt to, sendte de så sejrsvandte brødre Bojsen Møller ned på en samlet 9. plads, og enhver medaljechance ser ud til at være forduftet.

Tirsdag var der hviledag, og fra netop Bojsen Møller modtog Bådmagasinet denne fyldestgørende beretning:

Mandag blev 4. og 5. sejlads ved VM for 505 afviklet i opfriskende vind 6m/s -> 9m/s. Dagen bød på mange vindspring i den generelt venstredrejende vind, og de danske både havde både gode og mindre gode øjeblikke:

Fjerde sejlads

Fabiola og Michael rundede første mærke som nr. 6 og sluttede på en meget flot 15. plads. Bojsen-Møller rundede noget efter, men fik sejlet sig frem på en 6. plads i mål. Saugmann/Karbo var også godt med, men fik rundet et forkert bundmærke og måtte lænse tilbage til det rigtige. Det gav en ærgerlig placering som nr 62.

Femte sejlads

I 5. sejlads viste Buhl god form. De kom først til første mærke og sluttede som nr. 7. Bojsen-Møller rundede i top ti og sejlede sig frem på førstepladsen på den første lænser. Vi kunne dog ikke holde en engelsk båd, men gik i mål meget tilfredse på 2. pladsen efter en meget tæt kamp med en amerikansk båd.

Umiddelbart inden mållinjen prøvede han at lokke os til at gå foran på bb halse ved at falde af, så det så ud til, at vi klart kunne passere. Hvis vi havde prøvet, var vi uden tvivl blevet "klippet".

Sjette sejlads

”Danskervejr” er normalt blæsevejr, men det holdt ikke stik ved 6. VM-sejlads for 505.
Vinden var 10-12 m/s med pust på 15m/s og sejladsen domineredes af amerikanere og en englænder.

Blandt danskerne klarede Nikolaj og Henrik Buhl sig bedst med en 18. plads.

Mest uheldige var Fabiola og Michael Wonterghem, der flængede storsejlet og måtte krydse i to timer for fokken alene for at komme i havn.

Saugmann/Karbo havde en spændende dag, fordi deres ror sugede luft når båden sejlede hurtigt, og det gjorde den meget svær at styre. De holdt sig dog på benene hele sejladsen.

Selv følte vi (Bojsen-Møller, red.), at vi flaksede afsted mens vi forsøgte at sejle på samme måde som hårdtvejrsspecialisterne. Dvs. sejle lavt og meget hurtigt med stor masthældning på krydset. Vi mangler helt klart hårdtvejrstræning og to-båds farttræning under disse forhold.

6. sejlads:
18. Nikolaj og Henrik Buhl
26. Bojsen-Møller
31. Saugman/Karbo
udg. Wonterghem

Samlet efter 6 sejladser:
9. Bojsen-Møller
13. Saugmann/Karbo
24. Buhl
58. Wonterghem

Ved dette stævne er endnu vigtigere end normalt at få en god start, da der er 140 både på startlinjen, nemlig 130 der sejler VM og 10 der sejler i "classic fleet" (både der er bygget inden en vis dato). Hvis man ikke kommer med fra starten er der virkelig megen "trafik", og det er svært at finde et frit spor.

Sejladserne har indtil nu vist, hvad vi har set ved tidligere stævner: Hvis det blæser, er 3-4 amerikanske både og en engelsk i en klasse for sig, mens de er sårbare når der er mindre vind. Vi var lidt hurtige til at afskrive amerikanerne Martin/Lowry efter de lagde ud med 30-43 i de første sejladser. Siden har de scoret 1-1-4 og er igen med i kampen. Også de regerende mestre Mike Holt/Carl Smith (Navy Seal) har lavet nogle
imponerende come-backs i frisk vind.

Onsdag var der planlagt to sejladser, men der blev kun genneført én, mens der torsdag og fredag er planlagt en sejlads.

Link til resultater her